Klokken 10:30 forlod vi Uni med bilen fuld af udstyr. Efter godt to timers kørsel ankom vi til London. Under normale omstændigheder ville udlændinge i London (mig og amerikaneren Will) bruge lidt længere end lang tid på at komme frem til den ønskede destination. Men fordi vi havde to garvede og erfarne London-drenge med i bilen, kunne vi suse gennem gader, stræder og små ukendte gyder og nå frem til Canary Wharf i god tid. Canary Wharf er London’s, vis ikke hele England, vis ikke hele verdenens, mest betydningsfulde bankdistrikt. Hvor end vi kiggede hen, var der små fede bankmænd pakket ind i Armani jakkesæt. De tøffede rundt på pebrede dyresko og i skinnende metalæsker på Goodyear gummihjul. Og der var glas! Der er gået ufattelige mængder af glasruder til at husere de små bankmænd i deres tårnhøje bankbygninger. Det var et fabelagtigt syn. Landmusen var kommet til byen!
Vi fik pakkeret bilen på en meget dyr og eksklusiv parkeringsplads – lige ude foran East Wintergarden. Blandt Porscher og store Mercedeser holdt Sams lille VW Golf og smilte. Sam kendte folkene, som vi skulle filme for, der derfor havde givet os en adelig parkeringsplads. Inden vi pakkede udstyret ud, blev vi først vist op til Wagamama.
Wagamama er en fornem frokostrestaurant, der serverer adskillelsens asiatiske retter. Igen, fordi Sam kendte folkene vi skulle filme for, fik vi frokost på deres regning. Og som fattige og ydmyge studerende gik vi ikke helt amok på menukortet. Vi bestilte blot en let frokost.
Vi fik pakkeret bilen på en meget dyr og eksklusiv parkeringsplads – lige ude foran East Wintergarden. Blandt Porscher og store Mercedeser holdt Sams lille VW Golf og smilte. Sam kendte folkene, som vi skulle filme for, der derfor havde givet os en adelig parkeringsplads. Inden vi pakkede udstyret ud, blev vi først vist op til Wagamama.
Wagamama er en fornem frokostrestaurant, der serverer adskillelsens asiatiske retter. Igen, fordi Sam kendte folkene vi skulle filme for, fik vi frokost på deres regning. Og som fattige og ydmyge studerende gik vi ikke helt amok på menukortet. Vi bestilte blot en let frokost.
Efter frokost og gode minutters snakken, fik udstyrsudpakningen en ordentlig omgang. Efter én, to, tre og et par minutter havde vi fået bakseret al udstyret ud af bilen og placeret det midt på fortovet. Der gik ikke længe inden en vrissen vagt i skudsikker vest stod og kiggede undrende på os: ”We are filming the Tour of Britain. We are only students. Please don’t shoot!” tænkte vi andre mens Sam forklarede situationen til vagten.
Vi blev nu vist hen til arealet, hvor eventen skulle foregå. I de næste 10 min. lavede vi ’recce’ af området, dvs. fandt de bedste kameravinkler, interviewsteder og fandt ud af hvordan eventen ville forløbe. Efter at have klargjort og sikret området, gik vi på en lille ’hvad er der på den anden side af broen’-tur. På den anden side af broen, som førte over en kanal, var der adskillige restauranter og spisesteder. Vigtigst af alt var imidlertid muligheden for at lave en time-lapse sekvens af East Wintergarden bygningen, hvor eventen ville foregå i. Foruden at vi mødte et dansk skib på tilbagevejen, var ’hvad er der på den anden side af broen’-turen slut. Vi gik tilbage og var nu klar til at filme eventen. Men inden publikums ankomst, tøffede Will og jeg rundt for at få de indledende sekvenser til vores film. Og som studerende må vi af og til benytte os af uortodokse filmemetoder.
Vi blev nu vist hen til arealet, hvor eventen skulle foregå. I de næste 10 min. lavede vi ’recce’ af området, dvs. fandt de bedste kameravinkler, interviewsteder og fandt ud af hvordan eventen ville forløbe. Efter at have klargjort og sikret området, gik vi på en lille ’hvad er der på den anden side af broen’-tur. På den anden side af broen, som førte over en kanal, var der adskillige restauranter og spisesteder. Vigtigst af alt var imidlertid muligheden for at lave en time-lapse sekvens af East Wintergarden bygningen, hvor eventen ville foregå i. Foruden at vi mødte et dansk skib på tilbagevejen, var ’hvad er der på den anden side af broen’-turen slut. Vi gik tilbage og var nu klar til at filme eventen. Men inden publikums ankomst, tøffede Will og jeg rundt for at få de indledende sekvenser til vores film. Og som studerende må vi af og til benytte os af uortodokse filmemetoder.
Omkring klokken 18:30 ankom gæsterne. Vi havde fået en liste over vigtige personer, vi skulle holde øje med. Efter lidt skattejagt havde vi udpeget VIP’erne blandt publikum. Vi filmede diverse sekvenser af publikums ankomst, deres velkomstdrinksdrikkeri og deres småsnak om gud ved hvad. Foruden Will og jeg, som inspicerede publikumsområdet med kamera og mikrofon, havde Thomas og Sam opsat et GoPro (lille action HD-kamera) over sceneområdet. GoPro’et skulle optage endnu en time-lapse af, når publikum begyndte at marchere mod scenepladserne. Klokken 18:58 hørtes en stemme over højtalerne og 2 min. efter havde alle blandt publikum fundet sig en stol ved scenen. Klokken 19:00 trådte Simon Brotherton op på scenen og bød velkommen til Tour of Britain 2014.
Under alle 35 min., hvor event-talerne fandt sted, havde vi et kamera fokuseret på scenen. Derudover listede Will og jeg rundt og optog små cutaways (mellemsekvenser) af publikum og deres reaktioner. Talerne sluttede og Simon bød alle velkommen til at blive og få sig en drink, pindemad eller blot for at snakke cykelsport og indgå diverse sponsoraftaler. Og det var her vi slog til!
Listen af vigtige personer blev hevet frem og personerne blev nupset over i hjørnet, hvor vi havde vores interview-setup. Will var bag kameraet, Sam bag spørgsmålene, Thomas bag overvågningsposten og jeg bag mikrofonen. Den ene vigtige person efter den anden blev båret ud af folkemængden og blev interviewet. Cirka halvvejs inden gav jeg mikrofonen til Thomas, idet jeg havde en ganske særlig opgave at udføre. Fra vores centralbase, rummet hvor sikkerhedsvagten sad og spiste bagels i, greb jeg kamera, stativ og objektiver og begav mig ud i det nu mørklagte Canary Wharf. Jeg krydsede broen, undveg de fristende restauranter og fik placeret mig overfor East Wintergarden. Jeg gjorde kamera, stativ og objektiver klar, og kunne da påbegynde mission ’East Wintergarden time-lapse’!
Listen af vigtige personer blev hevet frem og personerne blev nupset over i hjørnet, hvor vi havde vores interview-setup. Will var bag kameraet, Sam bag spørgsmålene, Thomas bag overvågningsposten og jeg bag mikrofonen. Den ene vigtige person efter den anden blev båret ud af folkemængden og blev interviewet. Cirka halvvejs inden gav jeg mikrofonen til Thomas, idet jeg havde en ganske særlig opgave at udføre. Fra vores centralbase, rummet hvor sikkerhedsvagten sad og spiste bagels i, greb jeg kamera, stativ og objektiver og begav mig ud i det nu mørklagte Canary Wharf. Jeg krydsede broen, undveg de fristende restauranter og fik placeret mig overfor East Wintergarden. Jeg gjorde kamera, stativ og objektiver klar, og kunne da påbegynde mission ’East Wintergarden time-lapse’!
Time-lapsen tog mig godt 30 min at lave. Hvert billede tog 6 sekunder at tage og mellem hvert billede rykkede jeg kameraet 2 mm. Resultatet var en time-lapse, som panorerede vertikalt op ad East Wintergarden. Under forløbet så jeg to mærkværdigheder; 1) En and der lydløst ’ødelagde’ det perfekt havblikke vand i min time-lapse 2) Jeremy Clarkson fra Top Gear. Da mit setup krævede ultimativ fokus, og at jeg var ved kameraet hele tiden, kunne jeg hverken jagte and eller Jeremy. Men! Jeg fik min time-lapse sekvens i kassen.
Da jeg returnerede til resten af mit hold, var eventen mere eller mindre forbi. Thomas, Will og Sam havde fået de resterende interviews i kassen og havde pakket udstyret. Nu var der kun ét vigtigt ærinde tilbage: Sponsorgavejagten!
Tour of Britain har et væld af sponsorer. Alle lige fra kaffebryggere, til energibarsproducenter til telefonselvskaber kæmpede for at få deres navn vist ved eventen. Resultatet var, at der efter eventen var sponsorgaver en masse! Som de fattige og ydmyge studerende vi nu var, fløj vi bogstavelig talt over og fik i vildskab og desperation nøflet to kasser rødvin, to kasser mørk øl og to flasker champagne. Nu var vi klar til at tage hjem.
Men…
Inden vi kunne køre tilbage til Bristol, tilbød folkene, som Sam kendte, at vi kunne få aftensmad på deres regning. ”Yes, please!” lød det fra os i kor. Igen blev de to udlændinge velsignede af London-drengene. London-drengene kendte til alle de bedste spisesteder i byen. Efter opråb om hvad vores yndlingsretter var, blev vi enige om at spise på en celeber italiensk restaurant. Der var fest og glade dage, da vi hver især kunne sætte tænderne i et gastronomisk vidunder. Den eneste sure mine var hos Thomas. Thomas havde bestilt en 150,- dyr tortellini. På hans tallerken lå fire tortellinis i en lukullisk pastasauce. Da jeg var godt én slice henne i min guddommelige skinke-champignon-mascarpone pizza, havde Thomas fjernet det sidste af sin pastasauce med lidt brød. Sam, Will og jeg blev her enige om at give et stykke af vores ret til Thomas. Nu var Thomas glad igen.
Med maverne fulde af italiensk kreativitet begav vi os hjem mod Bristol. I silende regn og mørke nåede vi frem, og Sam tilbød at køre os til hver af vores respektive hjem. Klokken var nu 00:35 og jeg kunne ligge mig ned i min eftertragtede seng.
PS. Over de næste to dage benyttede vi godt 15 timer på at samle, behandle og redigere vores film. Filmen udgives snart på YouTube.
Da jeg returnerede til resten af mit hold, var eventen mere eller mindre forbi. Thomas, Will og Sam havde fået de resterende interviews i kassen og havde pakket udstyret. Nu var der kun ét vigtigt ærinde tilbage: Sponsorgavejagten!
Tour of Britain har et væld af sponsorer. Alle lige fra kaffebryggere, til energibarsproducenter til telefonselvskaber kæmpede for at få deres navn vist ved eventen. Resultatet var, at der efter eventen var sponsorgaver en masse! Som de fattige og ydmyge studerende vi nu var, fløj vi bogstavelig talt over og fik i vildskab og desperation nøflet to kasser rødvin, to kasser mørk øl og to flasker champagne. Nu var vi klar til at tage hjem.
Men…
Inden vi kunne køre tilbage til Bristol, tilbød folkene, som Sam kendte, at vi kunne få aftensmad på deres regning. ”Yes, please!” lød det fra os i kor. Igen blev de to udlændinge velsignede af London-drengene. London-drengene kendte til alle de bedste spisesteder i byen. Efter opråb om hvad vores yndlingsretter var, blev vi enige om at spise på en celeber italiensk restaurant. Der var fest og glade dage, da vi hver især kunne sætte tænderne i et gastronomisk vidunder. Den eneste sure mine var hos Thomas. Thomas havde bestilt en 150,- dyr tortellini. På hans tallerken lå fire tortellinis i en lukullisk pastasauce. Da jeg var godt én slice henne i min guddommelige skinke-champignon-mascarpone pizza, havde Thomas fjernet det sidste af sin pastasauce med lidt brød. Sam, Will og jeg blev her enige om at give et stykke af vores ret til Thomas. Nu var Thomas glad igen.
Med maverne fulde af italiensk kreativitet begav vi os hjem mod Bristol. I silende regn og mørke nåede vi frem, og Sam tilbød at køre os til hver af vores respektive hjem. Klokken var nu 00:35 og jeg kunne ligge mig ned i min eftertragtede seng.
PS. Over de næste to dage benyttede vi godt 15 timer på at samle, behandle og redigere vores film. Filmen udgives snart på YouTube.