Mandag: Films@59
VIP tour til filmproduktionsselskabet Films@59. Films@59 (Films at 59) er et selskab, der står for at lave diverse film og TV produktioner ala BBC. Mange af deres projekter laves af andre producenter udefra og sammensættes herefter hos Films@59.
Vi ankom til Films@59 klokken 10:30 og blev herefter transporteret ind til rummet ’Edit 5’. Edit 5 er et af seks fornemme redigeringsrum. Da vi ankom til rummet var der arrangeret et overdådigt udvalg af kaffe, te, småkager og kiks til hele holdet. Efter en kort introduktion blev klassen opdelt i to hold. Første hold, hvor jeg var på, skulle blive i Edit 5 og hører på Sharon. Sharon har været editor hos Films@59 i 25 år, så hun vidste alt hvad der var værd at vide om redigering af film. Sharon gennemgik sin typiske arbejdsdag og gik herefter i detaljer med hvilket software, redigeringsværktøjer og arbejdsprotokoller som hun benytter. Undervejs havde holdet et overvæld af spørgsmål til Sharon, der havde et lige så overvældende antal svar på dem. Lynhurtigt gik der to timer i selskab med Sharon og klokken 12:30 skulle vi videre i dagens program.
Hele Films@59 bygningen virker som en kompleks labyrint af rum, trapper, døre og mystiske kroge, så vi holdte alle fast i hinandens haler mens vi gik gennem bygningen for ikke at blive væk. Vi blev nu vist ned til Chris. Chris er en meget erfaren lydmixer (dubbing editor), der har været med til at lave lyden i et væld af filmproduktioner og TV shows. Chris fortalte, ligesom Sharon, om sit arbejde og viste os scener fra sit arbejde. Derudover spurgte vi ind til alt, der havde med lyd at gøre. Chris var selvfølgelig super skarp til at kunne svarer på alt; inkluderet hvilken knap på det enorme instrumentbræt, der var hans yndlings. I rummet hvor Chris sad, var et stort og imponerende lydsetup til at behandle lyden til film. Ved siden af rummet var et professionelt dubbing rum (der hvor fortælleren indspiller sine replikker), der på dagen var blevet lavet om til sandwichrum. Hele holdet fik frokost af Films@59 og ligeså meget vand, appelsinjuice og kaffe (og kager) vi kunne drikke og spise. Til at serverer al føden var to-tre runnere; runnere er typisk det første job man får, når man bliver en del af industrien. Jobbet går primært ud på at hjælpe her og der, være tjener for ham og hende og, når MA Wildlife Filmmaking er på besøg, sørge for at de små, udmagrede studerende har mad og drikke. Flere gange i løbet af dagen kom en af runnerne ind og spurgte til, om vi manglede noget. Hele holdet var yderst tilfreds med denne behandling og mon ikke Films@59 får et par ansøgninger fra MA Wildlife Filmmaking i år.
Efter frokost og en eventyrlig session med Chris, fik vi 45 min. ’fresh air break’. Den tid benyttede Tom og jeg til at gå hen til BBC for at tage et billede til kursets hjemmeside (www.mawildfilm.weebly.com). 45 min. gik og vi blev nu vist op til Iain på øverste etage. Iain er dubbing mixer; dvs. personen som laver arbejdet lige før lyden ankommer til Chris. Iain fortalte og sit arbejde, en kort introduktion af sin livshistorie, hvordan han havde fået et job hos Films@59 og viste os herpå nogle af sine projekter. Iain var som Sharon og Chris, skarp til at kunne svare på holdets detaljerede spørgsmål, bl.a. hvordan han mente man lavede Optimus Prime’s stemme fra filmen Transformers.
Klokken 18:00 sluttede den begivenhedsrige session hos Films@59 og hele holdet var mætte af viden, oplevelse og vand/kaffe/kage/sandwiches. På vejen ud af bygningen fik alle lov til at tage et stykke slik fra skålen i receptionen. Films@59 forstår at lave imponerende film- og TV-produktioner samt at tage sig rigtig godt af mulige kandidater til et job hos dem i fremtiden.
Tirsdag: Lyd til DSLR folket
Workshop i DSLR lyd. Unis trofaste lydmand, Michele, var på pletten til at undervise alle fra holdet i at optage lyd til deres film – især til dem som bruger DSLR til at filme med.
Et af de store problemer med at optage på DSLR (digitalkameraer) er mht. til at optage lyd. Mikrofonen på et DSLR er absolut ikke tilstrækkelig til at give kvalitetslyd. I stedet forklarede Michele os, at lyd til DSLR filmning skal optages på en separat lydoptager. Vi har derfor en ekstra maskine at holde styr på under optagelserne. Michele gennemgik desuden de forskellige separate lydoptagere, som Uni har til rådighed sammen med de forskellige mikrofoner, som passer til. Alle dem fra holdet som skal optage med DSLR’er (inkl. mig) benyttede da resten af tiden inden frokostpausen til at gennemgå hver deres individuelle setups.
Efter frokostpausen var der mere lyd på programmet. Først tog Michele os med ind i Foley-rummet; det specialdesignede lyd rum hvor der er rig mulighed for at optage lydeffekter til ens film. Rummet var udstyret med en toptunet computer hvortil der var forbundet professionelt lydudstyr. I den ene ende af rummet var desuden et væld af dimsedutter og ’affald’. I lydeffektsverdenen kan alle genstande lige fra mel på gulvet (lyder som at gå på sne), til en fjeder der er bundet fast til loftet (lyder som laserskuddene fra Star Wars) til ukogte spagettistænger bruges til at optage de lydeffekter, man ønsker. Typisk vil en foley artist (ham som laver lydene) kunne se på filmen og lave lydene ’live’: Dette er dog kun de rigtig gode, der kan mestre det. Michele gennemgik foley-setup’et med os og illustrerede hvordan diverse lyde kan genskabes med genstande, man ikke havde tænkt over.
Efter foley sessionen havde vi stadig en smule tid tilbage af dagen til at gennemgå lidt mere om lyd. Michele havde medbragt en ny mikrofon, som han havde bestilt til Uni. Mikrofonen er en såkaldt ’wildlife mikrofon’, dvs. en mikrofon man placerer ude i naturen, som efterfølgende kan optage lyde i flere måneder ad gangen. Den er lydens svar på et vildtkamera/natur kamerafælde. Vi gennemgik kort manualen med Michele, fik sat batterier og hukommelseskort i maskinen og fik herefter optaget et par lydklip. Men idet det var første gang vi havde haft mikrofonen ude, var alle indstillingerne ikke på plads. Dette resulterede i, at lydoptagelserne lød meget mystiske. Michele har derfor besluttet sig at gennemgå hele manualen fra punkt til prikke for derved at kunne illustrere holdet, hvordan vi vil kunne optage højkvalitets naturlyde i flere måneder ad gangen.
Onsdag: En alt for kompliceret titel
Ingen undervisning. Det meste af dagen gik med at forberede mit budget og mit filmningsskema til min film. Klokken 16:30 begav jeg mig imidlertid imod Frenchay Campus.
Frenchay Campus er det største af campusserne, som tilhører University of the West of England. Frenchay ligger desuden tættere på mit hjem end mit eget campus, Bower Ashton, gør. Grunden til at jeg, og hele holdet, tog til Frencahy, var at vi skulle høre præsentation om Bristol Zoo og naturformidling. Præsentationen blev holdt af Bristol Zoo’s Head of Learning, Simon Garret, og af Natasha, der er Conservation Campaign Manager. Titlen på præsentationen var noget så simpelt som: ” Real-world zoos + academic psychology = world changing action research?” og som I nok kan se, handlede præsentationen om hvordan man ændrer folks adfærd fra et zoo-besøg mht. naturbevaring. Simon og Natasha var på i godt en time, hvorefter de svarede på spørgsmål fra publikum. Hele sessionen blev filmet af fire af mine medstuderende, som en form for øvelse i at filme præsentationer indendørs. Efter sessionen tog vi alle hjem: Alle fra mit hold skulle hele vejen tilbage til bycentrum mens at jeg blot skulle drage 10 min. på cykel for at være hjemme.
Torsdag-Fredag: iDocs og 1 kg brownies
Ingen undervisning – cirka. Begge dage var dedikeret til en vældig interessant event på havnebiografcafeen, The Watershed.
Gennem Pervasive Media Studio var hele holdet blevet udvalgt til at hjælpe til på eventen, i-Docs, på The Watershed. i-Docs er en event om interaktive dokumentarer og om hvordan fremtidens dokumentarer vil folde sig ud. Over to dage kom folk fra hele verdenen (endda en Bjarke fra Danmark) for at lytte til nøje udvalgte speakere. Mit holds opgave var at få hele eventen til at løbe som smurt. Vi blev delt op i mindre grupper og fik uddelegeret specifikke opgaver: Min opgave var at sørge for at speakerne i biograf 1 og 3 havde vand, kom på toilettet og blev vist hen til frokost arealet. Desuden skulle jeg løbe rundt i biografen under Q&A (spørgsmål fra publikum) og give mikrofoner til dem, som ville spørge speakeren om noget. Selvom vi var hårdtarbejdende hjælpere under de to dage, blev vi passet rigtig godt på af arrangørerne; både kaffe, frokost, kage og frugt var rigt tilgængeligt over begge dage. Det lykkedes også min gode ven, Thomas Mould, og jeg hver at score 1 kg overdrevet lækre brownies fra kagesektionen.
Under hele forløbet blev vi ’beordret’ til at udnytte eventen. Selvom vi skulle holde styr på logistikken af præsentationerne, kunne vi også sidde med og lytte til at de præsentationer vi ville. Hver en præsentation havde noget unikt at byde på og det var meget interessant at få et indblik ind i fremtidens dokumentarer. Kort beskrevet byder fremtidens dokumentarer på, at man som seer skal kunne interagere med filmen. Dette kan være i form af et spil, en App eller en online oplevelse. Et rigtig stort emne i i-Docs er desuden, hvordan historier folder sig ud på forskellige platforme (iPads, computer, TV) og hvordan platformene kan udnyttes mest muligt.
Hele eventen var yderst interessant. Det eneste minus ved eventen var manglen på dyr og wildlife relaterede emner – dem var der ikke meget fokus på blandt præsentationerne. Dette åbner imidlertid op for fremtidige muligheder blandt de studerende på MA Wildlife Filmmaking.
EKSTRA:
Uge 13
Mandag: 2020 Vision
Ingen undervisning. I stedet skulle alle fra holdet holde den sidste præsentation af deres film inden filmningen for alvor går i gang.
Jeg mødte ind til min præsentation af min ulvefilm. Kursets to lærere, Susan og Peter, sad foran mig og var klar til at høre alt om min film. Jeg fortalte om historien i filmen, om mit budget og mit filmningsskema for filmen og om diverse produktionsmæssige aspekter. Efterfølgende diskuterede Susan, Peter og jeg diverse dele af hvordan min film skal optages samt om hvad jeg skal gøre mht. sproget i min film; jeg skal vælge mellem at have dansk sprog og engelske undertekster eller blot at holde det hele på engelsk. Jeg har endnu ikke gjort op med mig selv, hvad jeg vælger.
Efter præsentationen brugte jeg de næste fire timer på at tøffe rundt i Bristol og se alle de steder, jeg endnu ikke har set. Grunden til dette ’tidsfordriv’ var, at jeg klokken 19:30 skulle ind på St. George’s (der hvor jeg gav hånd til Attenborough kort før jul) og se eventen 2020 Vision. 2020 Vision er en event, hvor de bedste naturfotografer fra hele UK samles for at indsamle penge til naturbevaring. Foruden pengeindsamlingen bestod eventen af en fremvisning af alle fotografernes billeder, som de har taget over flere år inden eventen. Der var motiver lige fra fugle, til landskaber, til makro, til pattedyr, til mennesker og til natur i byen. Derudover var der tre talere, som fortalte deres historie om et specifikt projekt, de var blevet tildelt. Hele aftenen var vældig imponerende, og især inspirerende for naturfotografer, og folk klappede lystig, da eventen sluttede.
Tirsdag: Mange tak, Dave!
Kursets sidste officielle undervisningsdag som, selvfølgelig, skulle tilbringes i selskab med den evindelige Dave.
Dave trådte ind ad døren til holdet, som sad og ventede. Dagen i dag bød på årets sidste workshop i et emne som er meget relevant for størstedelen af holdet: At filme med et DSLR kamera. Da godt halvdelen af holdet skal udenlands for at optage deres film, skal de selv medbringe deres eget kamera. Og fordi vi alle er studerende, er der begrænsninger på hvilket kamera vi kan medbringe. De klart billigste og bedste til prisen er DSLR kameraer, som, foruden at tage fremragende stilbilleder, også kan optage Full HD video. Dave var således behjælpsom med at gennemgå alle aspekter i at filme med et DSLR. Meget af hvad Dave fortalte, havde vi gennemgået tidligere på året. Men fordi gentagelse fremmer forståelse blev der ikke klaget; tværtimod var hele holdet ivrige med spørgsmål til dit og dat til Dave. Inden timen sluttede fik vi desuden aftalt med Dave, at han ville lave et dokument til os med alle de vigtigste produktionsmæssige aspekter. Dokumentet vil således være uvurderlig ift. når vi skal have et job i filmindustrien. Vi bukkede og takkede for at Dave ville give os dette, men også for at Dave har været en umådelig god, underholdende og inspirerende lærer på MA Wildlife Filmmaking – mange tak, Dave.
______________________________________________________________________
Årsagen til at min ugeblog kommer i dag og ikke i søndags er, at jeg ville inkludere kursets to sidste undervisningsdage i hvad der bliver den sidste normale ugeblog for MA Wildlife Filmmaking. Selvom der ikke er mere undervisning på skemaet, afsluttes kurset først officielt til september. Der vil således komme diverse arrangementer, som vores kursusvejleder, Susan Mcmillan, vil arrangere for os mellem i dag og september. Jeg vil selvfølgelig skrive om arrangementerne, når de løber af banen. Indtil da takker og bukker jeg dybt for alle bloggens læsere, som har fulgt med hver søndag siden september 2013. Hold øje med bloggen eller på Facebook, hvor I kan se, når nyt indhold er blevet uploadet. Thank you!