Mandag: Men det har vi hørt om, har vi ikke?
Undervisning i kameraer. Det virke måske lidt sent at få undervisning i kameraer, men ikke desto mindre var det, hvad vi fik. Terry Flaxton var besøg og han havde umådeligt meget spændende info med.
Terry ved alt om kameraer. Han er selv en ’cinematographer’, dvs. den person som kender til al den tekniske viden på et produktionshold. Terrys undervisning bestod mest af alt af en introduktion til kameraer og til hvad vi skal lave senere sammen med ham. Først fortalte Terry om sit liv og hvordan han var nået til der, hvor han er i dag. Bl.a. har Terry været med næsten helt fra begyndelsen af udviklingen af moderne filmkameraer. Terry arbejder nu især indenfor universitetets murer, hvor han står for ’Centre for Moving Images’; en afgren han gjorde meget reklame for, da de uddeler diverse ph.d. stipendier til folk med interesse i udvikling af den nyeste kamerateknologi.
Efter Terrys fængende introduktion spiste vi frokost og var klar 14:15 til et kort produktionsmøde med vores kursusvejleder Susan Mcmillan. Vi diskuterede ugens plan, kommende projekter og hvordan stemningen var på kurset; den var selvfølgelig høj.
Vi afsluttede produktionsmødet og begav os over til to herlige damer i rum OB16. De to damer var fra BBC og skulle fortælle om ’green lighting’, dvs. om hvilke praktiske aspekter der skal gennemgås før en film kan produceres. På BBC, og andre større firmaer, har alle produktioner et green light-møde, hvor man diskuterer alle praktiske aspekter. Bl.a. ser man på risk assessments, budget, schedule, funding, health/safety og media management. Efter hele produktionen holdes også et evalueringsmøde om hvad der gik godt, skidt og kunne gøres bedre. Begge møder følger mere eller mindre en Excel skabelon, som benyttes til hver produktion.
Tirsdag: 500.000 kr. legetøj
Workshop i Colour Grading. Dave var på pletten til at undervise os i at colour grade (redigere farver på film).
Det gode ved Dave er at han altid har en historie om et eller andet, han har oplevet i forbindelse med undervisningen. Denne gang startede Dave ud med at fortælle, hvor let vi unge mennesker har det i dag mht. brug af teknologi. Den gang Dave colour gradede og redigerede film, var teknologien langt fra så udviklet som den er i dag. Dette indebar utallige kampe og arbejdstimer med processer, som man i dag kan lave nemt og bekvemt i løbet af to minutter.
Dave afsluttede sin livshistorie og satte os til opgave at spille et spil. I spillet skal man teste sin evne til at skelne farver. Spillet var ganske underholdende og der gik hurtigt konkurrence i hvem, der kunne få den højeste score. I kan jo se, om I kan slå holdets rekord på 9.3:
http://color.method.ac/
Dernæst gennemgik Dave hvad det vil sige at farveredigere og de fundamentale principper bag farver, farveredigeringsudstyr, farver i kameraer og farve på computer/TV skærme. Alt viden var vældig interessant, men holdet vågnede for alvor da vi selv skulle til at farveredigere nogle klip – men først var der frokost.
Efter frokostpausen blev vi alle proppet ind i colour gradingsrummet; et 3x5 m lille rum med udstyr for over 500.000 kr. Vi benyttede softwaren DaVinci, som er et af flere colour gradings software, der benyttes i industrien. Foruden softwaren har Uni også et ægte farveredigerings board; et monster af lysende knapper og justeringsdimser. Jeg har taget et par billeder fra dagen, så I kan se hvad vi fik lov at lege med.
Vi blev nu enkeltvis placeret foran kontrolpanelet og fik til opgave at justere farverne på af Dave udvalgte klip. For mit vedkommende fik jeg en scene (fra en reklame tror jeg) af en funklende ny Mercedes, der kørte langs en bjergvej. Efter et par tryk på diverse knapper, drejning af flere ”joyballs” (kugler som kan rulles til siderne for at justere en funktion på computeren) og lidt mere knappetrykken, havde jeg fået et ellers fladt og kedeligt Mercedes klip til at skinne og stråle. Det er utroligt, hvad DaVinci kan udrette! Så utroligt at man skal se det før man kan tro det – og derfor må du straks søge ind på MA Wildlife Filmmaking ved UWE i Bristol…
Onsdag: En ganske særlig opgave
Ingen undervisning. Til gengæld havde jeg en yderst interessant opgave i dag. Gennem året har vi alle i grupper på holdet fået et kendt person, som vi skulle interviewe. Og denne gang var det min gruppes tur til at interviewe en kendt naturdokumentarsinstruktør.
Instruktøren hedder Susanna Handslip. Navnet siger jer måske ikke alverden, men Susanna (eller Sanna) er instruktøren bag de kendte ekspeditionsnaturserier såsom ’Lost Land of the Tiger’ (den hvor kameramand Gordon Buchanan finder en tiger med sin kamerafælde) samt ’Land of the Lost Wolf’ og hendes nyeste tiltag ’Wild Burma’. Min gruppes opgave var derfor at interviewe Sanna om et emne, vi selv fandt på. Min specifikke opgave i gruppen var at finder spørgsmålene samt være personen, som interviewede Sanna. Derudover havde vi Jen og Aje, der kontrollede de to kameraer samt Nicole, der holdte mikrofonen. Sanna ankom til vores lille setup og jeg havde medbragt diverse kamuflagetøj, som vi på snedig vis placerede i baggrunden af vores setup. Meningen var at give en følelse af at være på ’ekspedition’. Derudover havde vi også placeret to kameraer i billedet og med et fornemt lyssetup, havde vi scenen klar til at Sanne kunne træde ind og blive interviewet.
Som altid var bussen en smule forsinket og da Sanna ankom med bus, blev der skåret et par minutter at interviewet. Sanna trådte ind, vi gav hende en trådløs mikrofon på (foruden den mikrofon, som Nicole holdte), tilbød hende et glas vand og fik hende placeret i den komfortable interviews stol af ægte læder. Jeg kiggede rundt og spurgte alle om de var klar. Svaret var ’ja’ og interviewet begyndte. I den næste 16 minutter benyttede jeg alt, hvad vi har lært på studiet om at interviewe personer: Øjenkontakt, anerkendende hovedbevægelser samt at lytte rigtig godt efter Sanna’s svar, så at mit næste spørgsmål kunne få en fin overgang. 16 min. efter vi begyndte interviewet, sagde vi pænt tak til Sanna. Sanna sagde efterfølgende en sætning, som fik mig til at smile: ”Alright, thank you. That was a very comfortable interview.” Min gruppe og jeg var lettede.
Sanna blev nu eskorteret til rum 1F7, hvor hun skulle holde en præsentation for hele klassen om at være instruktør på ekspeditionsnaturserierne. Hele klassen var nu tryllebundet i de næste 60 min., mens Sanna forklarede om alle aspekterne i sine produktioner. Sanna havde flere utrolige historier med samt et svar på alle de spørgsmål, som blev stillet af klassen undervejs og efter præsentationen. Efter præsentationen takkede Sanna pænt af og sagde især tak til min gruppe og jeg. Lige inden Sanna forlod rummet, lagde hun et eksemplar af naturserien ’Wild Burma’. Hvis nogen havde lyst til at se serien, sagde Sanna, kunne vi tage serien her. I et elegant og lynende hurtigt rejehop var jeg henne ved DVD’en og ’haps’ – jeg sidder nu og ser Wild Burma på mit værelse.
Torsdag: Møde-dagen over dem alle
Ingen undervisning. I stedet havde jeg årets dag med absolut flest møder på én gang.
Først var jeg til møde med Abigail Davies, der skulle give mig feedback på min dramadel af mit ulveprojekt. Abigail har selv lavet lignende produktioner og kunne derfor give mig rigtig god feedback på, hvordan min historie skulle folde sig ud. Efter godt 45 min. i selskab med Abigail, forlod jeg Uni og drog herpå op til BBC.
Inden på BBC begav jeg mig hen til kantinen og fandt, efter lidt spørgen og søgen, den ene af mine to mentorer. Grunden til at jeg befandt mig på BBC var, at jeg skulle have et møde med begge mine mentorer. Første mødet var med min ’editorial mentor’ (historie mentoren), som skulle give mig feedback på min historie i filmen. Den anden mentor er min ’produktions mentor’, som skal hjælpe mig med de produktionsmæssige aspekter af min film. Begge personer har arbejdet hos BBC i mange år og de var derfor super skarpe til at finde mulige problemer i min film. Efter godt to timer havde vi finkæmmet min film og været kritiske med alle aspekter. Resultatet er, at der er visse scener og indhold i min film, som vi blev enige om at ændre. Derudover fik jeg meget nyttig info på, hvordan mit budget og mit skema skulle konstrueres. Jeg er nu for alvor i gang med min film om vilde ulve i Danmark.
Klokken 16:30 sluttede mine møder men dagen var selvfølgelig ikke slut endnu. Jeg racede tilbage til Uni på min cykel og skulle her mødes med Rob; en af de dygtige lydundervisere på Uni. Rob ville nu gennemgå alle aspekter i at lave et så professionelt lydspor til min film som muligt. Vi gennemgik hvordan jeg skal optage lydene, hvilket udstyr jeg skal bruge og hvordan jeg skal behandle lydene på computeren. Sidstnævnte indebærer at jeg skal være i selskab med Uni’s lydfaciliteter: Et 600.000 kr. setup kun til lyd. Klokken 18:30 kunne jeg forlade Rob med posen fyldt af info om lyd. Dagen var slut og jeg kunne cykle hjem til Fishponds.
Fredag: Work, work…
Ingen undervisning. Jeg benyttede det meste af dagen på at gennemgå al feedbacken fra mine lærer og mine mentorer. Manuskriptet er blevet ændret en del fra mit første uddrag, men alle ændringerne er gode. De forbedrer mit manuskript og illustrerer samtidigt et vigtigt aspekt af virkeligheden; at mit manuskript er detaljerede ’guidelines’ til min film.
Undervisning i kameraer. Det virke måske lidt sent at få undervisning i kameraer, men ikke desto mindre var det, hvad vi fik. Terry Flaxton var besøg og han havde umådeligt meget spændende info med.
Terry ved alt om kameraer. Han er selv en ’cinematographer’, dvs. den person som kender til al den tekniske viden på et produktionshold. Terrys undervisning bestod mest af alt af en introduktion til kameraer og til hvad vi skal lave senere sammen med ham. Først fortalte Terry om sit liv og hvordan han var nået til der, hvor han er i dag. Bl.a. har Terry været med næsten helt fra begyndelsen af udviklingen af moderne filmkameraer. Terry arbejder nu især indenfor universitetets murer, hvor han står for ’Centre for Moving Images’; en afgren han gjorde meget reklame for, da de uddeler diverse ph.d. stipendier til folk med interesse i udvikling af den nyeste kamerateknologi.
Efter Terrys fængende introduktion spiste vi frokost og var klar 14:15 til et kort produktionsmøde med vores kursusvejleder Susan Mcmillan. Vi diskuterede ugens plan, kommende projekter og hvordan stemningen var på kurset; den var selvfølgelig høj.
Vi afsluttede produktionsmødet og begav os over til to herlige damer i rum OB16. De to damer var fra BBC og skulle fortælle om ’green lighting’, dvs. om hvilke praktiske aspekter der skal gennemgås før en film kan produceres. På BBC, og andre større firmaer, har alle produktioner et green light-møde, hvor man diskuterer alle praktiske aspekter. Bl.a. ser man på risk assessments, budget, schedule, funding, health/safety og media management. Efter hele produktionen holdes også et evalueringsmøde om hvad der gik godt, skidt og kunne gøres bedre. Begge møder følger mere eller mindre en Excel skabelon, som benyttes til hver produktion.
Tirsdag: 500.000 kr. legetøj
Workshop i Colour Grading. Dave var på pletten til at undervise os i at colour grade (redigere farver på film).
Det gode ved Dave er at han altid har en historie om et eller andet, han har oplevet i forbindelse med undervisningen. Denne gang startede Dave ud med at fortælle, hvor let vi unge mennesker har det i dag mht. brug af teknologi. Den gang Dave colour gradede og redigerede film, var teknologien langt fra så udviklet som den er i dag. Dette indebar utallige kampe og arbejdstimer med processer, som man i dag kan lave nemt og bekvemt i løbet af to minutter.
Dave afsluttede sin livshistorie og satte os til opgave at spille et spil. I spillet skal man teste sin evne til at skelne farver. Spillet var ganske underholdende og der gik hurtigt konkurrence i hvem, der kunne få den højeste score. I kan jo se, om I kan slå holdets rekord på 9.3:
http://color.method.ac/
Dernæst gennemgik Dave hvad det vil sige at farveredigere og de fundamentale principper bag farver, farveredigeringsudstyr, farver i kameraer og farve på computer/TV skærme. Alt viden var vældig interessant, men holdet vågnede for alvor da vi selv skulle til at farveredigere nogle klip – men først var der frokost.
Efter frokostpausen blev vi alle proppet ind i colour gradingsrummet; et 3x5 m lille rum med udstyr for over 500.000 kr. Vi benyttede softwaren DaVinci, som er et af flere colour gradings software, der benyttes i industrien. Foruden softwaren har Uni også et ægte farveredigerings board; et monster af lysende knapper og justeringsdimser. Jeg har taget et par billeder fra dagen, så I kan se hvad vi fik lov at lege med.
Vi blev nu enkeltvis placeret foran kontrolpanelet og fik til opgave at justere farverne på af Dave udvalgte klip. For mit vedkommende fik jeg en scene (fra en reklame tror jeg) af en funklende ny Mercedes, der kørte langs en bjergvej. Efter et par tryk på diverse knapper, drejning af flere ”joyballs” (kugler som kan rulles til siderne for at justere en funktion på computeren) og lidt mere knappetrykken, havde jeg fået et ellers fladt og kedeligt Mercedes klip til at skinne og stråle. Det er utroligt, hvad DaVinci kan udrette! Så utroligt at man skal se det før man kan tro det – og derfor må du straks søge ind på MA Wildlife Filmmaking ved UWE i Bristol…
Onsdag: En ganske særlig opgave
Ingen undervisning. Til gengæld havde jeg en yderst interessant opgave i dag. Gennem året har vi alle i grupper på holdet fået et kendt person, som vi skulle interviewe. Og denne gang var det min gruppes tur til at interviewe en kendt naturdokumentarsinstruktør.
Instruktøren hedder Susanna Handslip. Navnet siger jer måske ikke alverden, men Susanna (eller Sanna) er instruktøren bag de kendte ekspeditionsnaturserier såsom ’Lost Land of the Tiger’ (den hvor kameramand Gordon Buchanan finder en tiger med sin kamerafælde) samt ’Land of the Lost Wolf’ og hendes nyeste tiltag ’Wild Burma’. Min gruppes opgave var derfor at interviewe Sanna om et emne, vi selv fandt på. Min specifikke opgave i gruppen var at finder spørgsmålene samt være personen, som interviewede Sanna. Derudover havde vi Jen og Aje, der kontrollede de to kameraer samt Nicole, der holdte mikrofonen. Sanna ankom til vores lille setup og jeg havde medbragt diverse kamuflagetøj, som vi på snedig vis placerede i baggrunden af vores setup. Meningen var at give en følelse af at være på ’ekspedition’. Derudover havde vi også placeret to kameraer i billedet og med et fornemt lyssetup, havde vi scenen klar til at Sanne kunne træde ind og blive interviewet.
Som altid var bussen en smule forsinket og da Sanna ankom med bus, blev der skåret et par minutter at interviewet. Sanna trådte ind, vi gav hende en trådløs mikrofon på (foruden den mikrofon, som Nicole holdte), tilbød hende et glas vand og fik hende placeret i den komfortable interviews stol af ægte læder. Jeg kiggede rundt og spurgte alle om de var klar. Svaret var ’ja’ og interviewet begyndte. I den næste 16 minutter benyttede jeg alt, hvad vi har lært på studiet om at interviewe personer: Øjenkontakt, anerkendende hovedbevægelser samt at lytte rigtig godt efter Sanna’s svar, så at mit næste spørgsmål kunne få en fin overgang. 16 min. efter vi begyndte interviewet, sagde vi pænt tak til Sanna. Sanna sagde efterfølgende en sætning, som fik mig til at smile: ”Alright, thank you. That was a very comfortable interview.” Min gruppe og jeg var lettede.
Sanna blev nu eskorteret til rum 1F7, hvor hun skulle holde en præsentation for hele klassen om at være instruktør på ekspeditionsnaturserierne. Hele klassen var nu tryllebundet i de næste 60 min., mens Sanna forklarede om alle aspekterne i sine produktioner. Sanna havde flere utrolige historier med samt et svar på alle de spørgsmål, som blev stillet af klassen undervejs og efter præsentationen. Efter præsentationen takkede Sanna pænt af og sagde især tak til min gruppe og jeg. Lige inden Sanna forlod rummet, lagde hun et eksemplar af naturserien ’Wild Burma’. Hvis nogen havde lyst til at se serien, sagde Sanna, kunne vi tage serien her. I et elegant og lynende hurtigt rejehop var jeg henne ved DVD’en og ’haps’ – jeg sidder nu og ser Wild Burma på mit værelse.
Torsdag: Møde-dagen over dem alle
Ingen undervisning. I stedet havde jeg årets dag med absolut flest møder på én gang.
Først var jeg til møde med Abigail Davies, der skulle give mig feedback på min dramadel af mit ulveprojekt. Abigail har selv lavet lignende produktioner og kunne derfor give mig rigtig god feedback på, hvordan min historie skulle folde sig ud. Efter godt 45 min. i selskab med Abigail, forlod jeg Uni og drog herpå op til BBC.
Inden på BBC begav jeg mig hen til kantinen og fandt, efter lidt spørgen og søgen, den ene af mine to mentorer. Grunden til at jeg befandt mig på BBC var, at jeg skulle have et møde med begge mine mentorer. Første mødet var med min ’editorial mentor’ (historie mentoren), som skulle give mig feedback på min historie i filmen. Den anden mentor er min ’produktions mentor’, som skal hjælpe mig med de produktionsmæssige aspekter af min film. Begge personer har arbejdet hos BBC i mange år og de var derfor super skarpe til at finde mulige problemer i min film. Efter godt to timer havde vi finkæmmet min film og været kritiske med alle aspekter. Resultatet er, at der er visse scener og indhold i min film, som vi blev enige om at ændre. Derudover fik jeg meget nyttig info på, hvordan mit budget og mit skema skulle konstrueres. Jeg er nu for alvor i gang med min film om vilde ulve i Danmark.
Klokken 16:30 sluttede mine møder men dagen var selvfølgelig ikke slut endnu. Jeg racede tilbage til Uni på min cykel og skulle her mødes med Rob; en af de dygtige lydundervisere på Uni. Rob ville nu gennemgå alle aspekter i at lave et så professionelt lydspor til min film som muligt. Vi gennemgik hvordan jeg skal optage lydene, hvilket udstyr jeg skal bruge og hvordan jeg skal behandle lydene på computeren. Sidstnævnte indebærer at jeg skal være i selskab med Uni’s lydfaciliteter: Et 600.000 kr. setup kun til lyd. Klokken 18:30 kunne jeg forlade Rob med posen fyldt af info om lyd. Dagen var slut og jeg kunne cykle hjem til Fishponds.
Fredag: Work, work…
Ingen undervisning. Jeg benyttede det meste af dagen på at gennemgå al feedbacken fra mine lærer og mine mentorer. Manuskriptet er blevet ændret en del fra mit første uddrag, men alle ændringerne er gode. De forbedrer mit manuskript og illustrerer samtidigt et vigtigt aspekt af virkeligheden; at mit manuskript er detaljerede ’guidelines’ til min film.