Jeg har uploadet tre billeder fra GO Wild for the Philippines og Life Behind the Lens.
Her er hvorledes vi fejrer jul på MA Wildlife Filmmaking kurset: Blandt stjerner, hygge og med gode minder.
GO Wild for the Philippines Søndag d. 15. december var jeg inviteret til en ganske særlig event. Eventen fandt sted i The Victoria Rooms i Bristol, som er en stor teatersal. På scenen i salen var der pyntet op med adskillige nødhjælpsgenstande; en ’greenbox’ som indeholder alt hvad man skal bruge i en nødsituation, var blevet stillet frem ved siden af det store telt, som også var inkluderet i boksen. Eventen startede kl. 16:00 og salen var prop fyldt med mennesker kl. 16:05. Der var en del børn tilstede, for de havde hørt, at der ville være en ganske særlig gæst. Klokken 16:10 gik showet i gang. Showet bestod af at fem berømte britiske naturværter fortalte om deres farligste missioner, mest episke oplevelser og mødet med farlige dyr rundt omkring i verden. Værten på showet, Monty Hall, forklarede i starten af showet, at et lignende show aldrig ville finde sted igen. Dette var en unik begivenhed. Det var publikum selvfølgelig meget begejstret for. Showet var opdelt i to sessioner. I første session (fra kl. 16-18) var historierne børnevenlige og det blev ikke sagt helt så mange bandeord. Fra 19-22 forløb anden session og her skruede naturværterne bissen på. Historierne var en del frækkere og der blev bandet hist og her. Hele aftensessionen blev vel modtaget af det mere voksne publikum. Mellem de to sessioner kunne man komme op og møde berømthederne. På scenen var: Steve Backshall (naturvært bl.a. på BBC’s Deadly 60), Doug Allan (verdensberømt kameramand på BBC), Ben Fogel (eventyrer og naturvært), Miranda Krestovnikoff (naturvært på The One Show), Ellie Harrison (vært på Country File), Monty Halls (naturvært og eventyrer) og selvfølgelig Reuben – Monty Halls’ hund og børnenes yndling som løb rundt mellem publikum og på scenen under hele showet. Ud over at man kunne møde og få taget et billede sammen med berømthederne, kunne man også købe deres bøger og få dem signeret. Som med Doug Allan-aftenen (fra en tidligere ugeblog) fik jeg hverken billede eller signeret bog. Jeg havde naturligvis medbragt min gummistøvle. Doug Allan’s autograf var allerede på støvlen, så jeg manglede blot de resterende på scenen. Efter 30 min. kø og jagt havde jeg dem. Alle som én stod deres navn på min gummistøvle. Flere af berømthederne påpegede, at det var første gang de havde signeret en gummistøvle. De spurgte mig, hvorfor i al verden jeg skulle have signeret et sådan objekt. Jeg svarede; ”Så kan jeg bringe jer med mig i felten”. Aftenen sluttede klokken 22:30. Kort forinden, blev der afholdt en auktion, hvor man kunne byde på og købe flere unikke, berømthedsrelaterede genstande. Jeg havde budt £100 på en Land Rover og adventure oplevelse, men mit bud blev overbudt af én af værterne – hun bød £340 pund. Alle pengene gik til at støtte tsunamien, som havde ramt Philippinerne. Life Behind the Lens Mit møde med stjernerne var langt fra slut. I dag, mandag d. 16. november, var jeg inviteret til en helt speciel event. Eventen var Life Behind the Lens, hvor de indtjente penge under eventen gik til en sygdomsramt kenyansk BBC assistent, Sammy Munene. Hvis aftenen i går var spækket med stjerne, var denne aften en hel galakse af stjerner. Alle de vigtigste folk fra BBC var til stede. Og selvfølgelig var stjernen over dem alle der også. Manden som er essensen af wildlife filmmaking. Manden som rangerer lige omkring dronningen og Gud i England – Sir David Attenborough. Eventen startede ud med at Alastair Fothergill, en multi-prisvindende naturdokumentarsinstruktør, fortalte om nogle af sine oplevelser i felten. Efter Alastair fulgte andre mindst lige så prisvindende producere og instruktører. Der var også to kameramænd, som fortalte om deres arbejde med Attenborough. Aftenens højdepunkt var helt klart snakken mellem chefen for BBC’s Natural History Unit og Attenborough. Snakken gik mest af alt ud på, at NHU chefen stillede spørgsmål til Attenborough om hans liv, minder og mest markante arbejdsopgaver i felten. Attenborough var skarp som et barberblad i sine svar. Han fortalte og fortalte og folk lyttede til ham, som de aldrig havde lyttet til en historie før. Der var helt stille i salen under Attenborough’s snak. Da Attenborough ankom og takkede af på scenen, var der jubel blandt publikum som var en rockstjerne værdig. Attenborough forlod scenen og forsvandt hurtigt ud bagved, så at publikum ikke stormede ham. Halvvejs inde i showet, kort før Attenborough skulle på scenen, var der pause i showet. Jeg benyttede lejligheden til at snige mig rundt i salen som en panter i mørket med en gummistøvle i hånden. Jeg fik snuset mig frem til Alastair Fothergill, som smilede og påpegede, at han aldrig havde signeret en gummistøvle før. Dernæst var det James Honeyborne’s tur (produceren af BBC serien Africa). Pausen havde været en god høst. Men der manglede selvfølgelig en et helt bestemt navn på min gummistøvle. Da showet sluttede, var Attenborough ikke til at se. Han var enten gemt ude bagved eller var allerede taget afsted. Jeg havde forinden ladet mig fortælle af min gode, britiske ven Thomas Mould, at Attenborough nok var den person i England, som jeg havde mindst mulighed for at komme i nærheden af (pga. sin status og alder). Thomas og jeg besluttede os nu for at vente ude på parkeringspladsen – måske ville Attenborough kommer denne vej. Så kunne vi i det mindste se ham på nært hold. Den ene kendis efter den anden kom ud. Chefen for BBC, Alastair Fothergill, James Honeyborne – det dryssede frem med dem. Men ingen Attenborough. Det var begyndt at småregne og jeg kunne se på Thomas, at han hellere ville være indenfor i varmen. Thomas kiggede på mig og sagde; ”Kom nu, Andreas. Jeg tror slet ikke han kommer denne vej. Han er sikkert taget hjem allerede.” ”Joo, lad os nu bare vente lidt endnu” svarede jeg. ”Nej, nu gider jeg ikke vente længere. Jeg går ind i baren i varmen…” og Thomas gik indenfor. Jeg var efterladt alene mellem mørke og regn og kendisserne, som skulle ud til deres bil. Lige forbi mig tøffede Doug Allan hen til sin bil. Jeg hilste på ham igen og han forlod stedet. Jeg var nu ved at tro, at Attenborough rent faktisk var taget af sted. Men der var nu noget meget mystisk over den sorte Mercedes med tonede bagruder, som stadig holdte midt på parkeringspladsen. To minutter efter at Thomas var gået indenfor skete det. En dame klædt helt i rødt førte en blå paraply ud af døren. Under paraplyen var en ældre hvidhåret mand - David Attenborough! Attenborough gik op ad stentrappen, ganske rigtigt mod den sorte Mercedes. Jeg havde placeret mig på den ene side af Mercedesen og på mest heldige vis var det den side, som Attenborough gik til for at komme ind i bilen. Uden at tøve rakte Attenborough hånden frem mod mig og kiggede mig i øjnene: ”Hi. How are you?” sagde han mens han smilte venligt. Med Attenboroughs hånd i min svarede jeg: ”Fine, thank you. I am from Denmark.” Jeg kunne mærke, at Attenborough greb løsnede sig imens han nu bevægede sig over mod bildøren: ”Excuse me, David. Would you mind signing my boot?” Sir David Attenborough nåede ikke at signere min gummistøvle. Han, og damen i rødt, undskyldte og fortalte mig, at de var nødt til at køre straks. Jeg var helt forståelig og indså nu, hvor heldig jeg faktisk var. Som den eneste på mit hold og blandt meget få af gæsterne den aften havde jeg kigget Attenborough i øjnene (de er blå), givet ham hånden og snakket med ham. Jeg får nok aldrig Sir David Attenboroughs navn på min gummistøvle. Men det er nu også lige meget. Historien bliver, at Attenborough har været tættere på mig om min gummistøvle end jeg nogensinde havde drømt om. I kan nok forestille jer Thomas’ mime. Jeg mødte ham senere indenfor og fortalte, at jeg 2 min. efter at han var gået, havde jeg snakket med Attenborough og rørt hans hånd. Thomas var godt muggen resten af den aften og forbliver det nok stadig julen over. Efter eventen drog hele mit hold og jeg ud og fejrede afslutningen på første semester med gode stunder på pubs i rundt om i Bristol. Glædelig jul Mandag: Hyggelige inputs
Undervisning i at… se film? Det er sidste uge af første semester på MA Wildlife Filmmaking og det betyder at der indføres små ”hygge-input” i undervisningen. De første 90 minutter stod på at se og gennemgå vores film til Brilliant Britain. Min gruppe og jeg viste vores film om Dorene og klassen var ganske imponeret over hvordan vi havde struktureret historien, komponeret musikken, opsat diverse dansescener og ikke mindst fortalt om Dorene selv. De andre gruppers film var også interessante at se. Undervejs i redigeringsprocessen havde vi alle siddet i samme redigeringsrum, så det kunne ikke undgås at vi hørte eller så brudstykker fra de andre gruppers film før i dag. De tre andre grupper havde lavet film om: Et usynligt cirkus i Bristol, en økologisk farm drevet af frivillige og historien cykelstien mellem Bristol og Bath (en cykelsti jeg benytter hver dag). Efter screeningen (at se filmene) bedte vores underviser Peter os om at hente en stor kop kaffe og popcorn hvis vi kunne finde dem. Vi skulle over den næste halvanden time se en dokumentarfilm om jægere på Savannen i Afrika. Filmen hed The Great Dance: A Hunter's Story og den gav et meget intimt indblik i jægerenes hverdag og i hvordan de trackede og nedlagde byttedyr. Nogle fra klassen mente, at filmen var for lang men jeg fandt den ganske underholdende og til tider lærerig. Men hyggen var ikke slut endnu. En times frokostpause og vi var klar til at få særligt besøg. En af sidste års studerende, Darren Williams, trådte ind ad døren. Darren var den studerende, som filmede et forskerholds rejse til Kina for at finde kæmpesalamandere sidste år. Hans film blev modtaget med stor begejstring fra BBC og fra mit hold og jeg. Filmen er desuden med i kapløbet om at blive ”Bedste Film” til en snarlig prisuddeling for sidste års studerendes film. Darren fortalte om alle de råd, han havde tilegnet sig over året. Han fortalte desuden om sit første job som runner (altmuligmand) på en serie om knogler hos BBC (hvilket han blev tilbudt dagen efter BBC havde set hans film). Darren påpegede, at vi vil være overkvalificerede til et job som runner, men at vi bestemt ikke skal sige nej tak til jobbet. Jobbet havde givet ham meget indsigt i at arbejde på en større film produktion og havde desuden været meget vigtig networking for ham. Efter Darrens fortælling om sit liv de sidste par måneder var han klar til alverdens spørgsmål fra klassen. Vi spurgte om dit og om dat, og Darren var mere end villig til at prøve at svare på alle spørgsmålene. I slutningen af sessionen viste Darren det udstyr frem, som han havde brugt til at optage filmen. Han havde valgt en mere let løsning bestående af et Sony DSLR kamera, Sony DSLR mikrofon og en lille lampe (som han kunne sætte på sit kamera), som han let kunne bære rundt på i felten i Kina. Sidst er det værd at påpege, at Darren havde medbragt kager (Mince Pies) til alle på holdet. Havde han ikke givet et godt foredrag, ville han alligevel have redet dagen pga. kagerne. Tirsdag: Vi kan levere varen Workshop i ”Media Delivering”. Dave var som altid på pletten. Denne gang var han imidlertid iklædt en fin sort skjorte, da han skulle til et vigtigt møde i London lige efter frokost. Dave underviste os i at bruge de efter BBC ”korrekte” indstillinger i redigeringsprogrammerne (Adobe Premiere Pro, Final Cut Pro og Avid). Selvom disse indstillinger er noget af det vigtigste for redigeringsprocessen, kæmpe rigtig mange folk i industrien med at finde den rigtige løsning. Simpelt forklaret er der mange indstillinger, som kan justeres før man går i gang med redigeringen af ens film. Samme gælder når ens film skal vises på TV, på internettet eller gemmes i et arkiv. Dave var imidlertid god til at påpege, hvilke indstillinger, der vil virke bedst til en given situation. Han påpegede desuden, at vi efter denne workshop nu vidste mere omkring dette emne end mange folk i industrien. En viden der helt klart vil komme os til gavn til et fremtidigt job som wildlife filmmaker. Vi spiste vores frokost færdig og Dave var på vej til London. Mit hold blev imidlertid i redigeringsrummet for at hjælpe hinanden med redigering af diverse småfilm. Jeg hjalp med redigering af en film om en farm med røde glenter, et interview herfra og en sekvens om freestyle skateboard, bmx og løbehjul på en indendørsbane i Bristol. Hjemme i Fishponds stod resten af dagen på diverse arbejdsopgaver. Natten derimod stod på at glæde sig umådeligt meget til onsdag… Onsdag: En onsdag ikke helt som de andre Ingen undervisning. Onsdagen var som en ganske normal onsdag på MA Wildlife Filmmaking med undtagelse af én ganske særlig begivenhed, som skulle gøre det til en onsdag, der var ikke helt som de andre. Det meste af min dag stod på arbejde med forskellige opgaver. Men klokken 15:45 forlod jeg mit hjem og drog mod campus. Her satte jeg mig ind i ”afslapningsrummet” sammen med tre andre fra mit hold og fik en large latté og et stykke 73 % mørk chokolade. Vi snakkede og hyggede og ventede… Klokken 16:50 gik vi mod rum 0D55. Vi satte os ind, nuppede lidt fra det frie kikse-juice-vin bord og ventede lidt længere… Klokken 17:01 trådte han ind ad døren. En lille, robust mand med en karismatisk skotsk accent satte sig i stolen oppe ved lærredet og han var nu klar til at underholde i de næste to timer. Manden var den verdensberømte kameramand, Doug Allan. Han er beskrevet af David Attenborough som ”The toughest in the business” og han er nok verdens bedste indenfor sit område: Naturkameramand i arktiske egne og under isen. Doug fortalte og fortalte om sine episke eventyr på Arktis og sine møder med nysgerrige isbjørne, sky narhvaler og ikke mindst den bidende kulde. Han fortalte om hele sin karriere som havbiolog, naturfotograf og kameramand for BBC. Jeg (og nok også de andre i salen) var dybt fascineret af hans historier og eventyr, og de to timer gik hurtigere end en arktisk stormvind over isen. Men selvom tiden løb mod enden, var Doug mere end villig til at blive og svare på spørgsmål, snakke med os på MA Wildlife Filmmaking og ikke mindst signere et eksemplar af hans nyeste bog ”Freeze Frame”, som han havde medbragt til køb denne aften. Der var mange spørgsmål, endnu mere snak og adskillige bøger, der skulle signeres. Men jeg fik ikke nogen bog. I stedet gik jeg hen til Doug og fortalte ham, at jeg var meget imponeret af hans værker og at jeg gerne vil ”have ham med i felten, når jeg i fremtiden skulle ud og optage naturfilm”. Doug smilte og sagde på mest skotske vis ”thank you” og at han var glad for at jeg syntes om hans arbejde. Jeg rakte nu et objekt til Doug og sagde, at det var sådan her at jeg ville bringe ham med mig i felten. Doug smilte endnu mere og sagde; ”Det må jeg sige! Jeg har aldrig signeret en gummistøvle før.” Så ja – jeg kan nu bringe den verdensberømte kameramand, Doug Allan, med mig i felten, når jeg skal ud og optage nye naturfilm. Det var en onsdag ikke helt som de andre. Torsdag: Guldmønter til alle Undervisning i ”Directing for TV”. Sanjida var for sidste gang på pletten til at fortælle os om at instruere værter på TV samt at lave interviews. Sanjida har selv været en vært og har instrueret andre værter, så hun havde en masse erfaring med i posen. En af de vigtigste pointer hun gav var, at værter ofte er ”sarte væsener”. Med det mener hun, at deres ego og selvopfattelse er lidt ud over det sædvanelige. Derfor skal man behandle dem med en vis omhu samt sørge for at de er godt tilpas. Sidste punkt er mht. at de skal vises på TV, så de skal ikke være bleghvide af sukkermangel eller snavsede som en grisebasse i et mudderhul (på nogle shows skal de dog). Derudover påpegede Sanjida, at værten skal vide, hvad han skal snakke om. Derfor skal man holde informationsmængden høj men mængden af tekst lav i et manuskript, idet det er de færreste værter, som kan huske alt hvad de skal sige og er informeret nok til at kunne improvisere. Sanjida forlod os kort før frokost og ønskede os forinden alt godt i fremtiden. Efter frokostpausen kom Lucy ind ad døren. Lucy har arbejdet med The One Show (svarende til Godaften Danmark) og The Watches (unikt i England – et live naturprogram om den engelske natur i foråret og om efteråret) i mange, mange år, så hun vidste alt om hvad det kræver at få vist sine film på disse shows. De to shows har vidt forskellige seere, men vil begge vise udsendelser som er nye, har en god historie og er underholdende. De typiske ”film”, som vises der er mellem 3:00-4:30 min. og deres videnskabelige informationsmængde (især på The One Show) er holdt på et minimum. Lucy påpegede, at mange kommende wildlife filmmakers drømmer om at lave de såkaldte blue-chip udsendelser (ordet stammer fra finansverdenen, hvor de ’blå chip’ selskaber er meget værdigfulde og pålidelige i alle tider. Eksempler er de store naturserier såsom Planet Earth og The Blue Planet etc.), men at der er rigtig gode muligheder som kameramand på shows såsom The One Show/The Watches. De er især også gode, hvis man elsker medier og det meget fast-paced liv som følger med. Da det var sidste undervisningsdag havde vores kursusvejleder, Susan Mcmillan, selvfølgelig forberedt en lille overraskelse. Efter at Lucy havde holdt sin præsentation, delte Susan små poser med chokolade guldmønter ud til alle i klassen. Vi var alle meget fornøjede men også lidt triste. Vi blev mindet om, at vi nu var halvvejs igennem kurset mht. undervisning og at tiden var gået alt for hurtig. Men sådan er det, når man har det sjovt på nok verdens bedste wildlife filmmaking kursus. Fredag: Julepause Ingen undervisning. Dagen gik med julegaveindkøb og indkøb af engelsk produkter, som diverse af mine venner fra Danmark har efterspurgt. En del af dagen blev også benyttet på arbejde med diverse opgaver. Da Julen snart står for døren, holder jeg en lille pause fra ugebloggen. Jeg er tilbage igen fra 13. januar, idet der ikke er meget at skrive om mht. hvad jeg oplever på kurset over Julen. Men hold øje med bloggen i næste uge – der kommer en lille jule-blog om to ganske ”særlige” arrangementer jeg skal til. Mandag: En hård start på ugen
Undervisning i ”From Idea to Film”. Steve kom på besøg og fortalte om sin erfaring i at udarbejde en film fra idé til den færdige film. Steve står desuden bag naturserien ”Expedition Borneo” og flere serier om hajer (bl.a. på Discovery Channel). Steve fortalte os om hvordan han var med til at udvikle og producere en serie om hajer, som skulle vises på britiske TV-kanaler. Han forklarede, at hajer kan ses som ”channel defining species”, dvs. at hvis en TV-kanal viser udsendelser om hajer henvender kanalen sig ofte til et bestemt publikum. Denne idé ville Steve imidlertid lave om på (hvilket jeg ikke kan afsløre mere om). Efter sessionen med Steve drog vi atter mod redigeringsrummet. Vi er nu nået ganske langt med Dorene-filmen og eftermiddagen stod på gennemgang af kommentarer fra vores director og, senere på aftenen, gennemgang af lydsporet og colour grading af scenerne i filmen. Klokken 20:35 havde vi gennemgået lydsporet ord for ord og havde tilpasset dialogen til den bagvedliggende musik. Vi havde desuden væsentligt forbedret billedet og farvene i filmen. Colour grading er et af de sidste trin under produktionen af en film og et af de trin, der virkelig får filmen op på det niveau, man har set frem til i lang tid. Min gruppe og jeg var vældig tilfredse. PS. Idet jeg havde spenderet hele søndagen udendørs for at interviewe Thomas og bære rundt på tungt kameraudstyr, var jeg en anelse træt mandag morgen. Mit vækkeur ringede og ringede og ringede men jeg sov blot videre. Netop denne mandag var planen at jeg ville tage bussen med kameratasken (10 kg) og kamerastativet (7 kg), idet begge dele skulle afleveres den dag. UWE har din regel, at man skal betale £5 pr. genstand pr. dag, hvis man ikke aflevere udstyret tilbage til tiden (pengene går til køb af nyt udstyr). I en hel time sov jeg fra vækkeurets irriterende ”blip, blip, blip” og vågnede først lang tid efter at min bus var kørt. Hvad skulle jeg gøre? Klokken var 8:45 og jeg skulle aflevere udstyret klokken 9:30. Der var ingen busser, taxaer ville tage for lang tid og jeg kunne umuligt cykle med det tunge, tunge udstyr… Klokken 8:48 stormede jeg afsted på min cykel. Sveddryppende, forpustet og i modvind bandede og svovlede jeg på dansk hele vejen fra mit hjem til Uni. Jeg havde min rygsæk på ryggen sammen med kamerastativet og i højre hånd kameratasken. Stativet blev ved og ved med at glide ud til siden, så at det på mest irriterende vis klaskede mod mit lån. Min cykel svingede også konstant til siden, idet jeg prøvede at holde kameratasken væk fra mig, så at den ikke ramte mit ben. Flere gange undervejs måtte jeg stoppe op, rette på stativet og skifte kameratasken over i den anden hånd. Seks kilometre senere fandt jeg ud af, at jeg kunne holde kameratasken på nakken og cykle med én hånd, hvilket gjorde det langt ”nemmere” at cykle. Klokken 9:26 ankom jeg til Uni og kunne aflevere udstyret til en fnisende receptionist. Han spurgte, om det ikke var en smule hårdt at cykle med udstyret. Jeg svarede, at jeg ikke kunne anbefale det, men at jeg kunne give ham et par fif. Tirsdag: Goodbye Dorene Workshop i DSLR og GoPro. Vores dejlige lærer, Dave, havde forberedt sig ekstra grundigt til denne tirsdag. Årsagen var at han ville blive bedømt som lærer (han er pt. i gang med at blive læreruddannet). Men til Dave’s og vores ærgerlighed kom der ingen for at vurdere ham. Det viste sig, at der netop denne tirsdag var strejke blandt lærere i hele England. Strejken inkluderede også dem, som skulle bedømme Dave. Dave underviste os alligevel i at bruge DSLR (digitale kameraer) til at tage billeder og optage film. Meget af den viden vi fik tildelt vidste jeg allerede. Jeg har arbejdet med digitale kameraer i mange år til at tage billeder, så det eneste nye for mig var kamerarenes film-funktion. Dave gav også flere referencer til nyttige bøger og artikler om fotografering og filmoptagelser med DSLR’er. Desuden påpegede Dave, at han klart anbefalede at man var fotograf inden man begav sig over i filmverdenen. Dave havde også medbragt GoPros; små kameraer man kan sætte på alt og alle. Selvom kameraerne er små og ikke har ”broadcast kvalitet” (at billedkvaliteten ikke egner sig til store TV/film-produktioner), bliver GoPros benyttet alle steder. Kameraerne giver et fint billede, men vigtigst af alt er at de kan anbringes på steder, hvor større kameraerne ikke har en chance. Vi blev desuden introduceret til at de måder et GoPro kan anbringes på overflader, stativer, surfboards og personer. Der er mange muligheder og Dave anbefalede os at medbringe et GoPro uanset hvor vi gik hen for at filme. Efter workshoppen gik vi, for hvad der højst sandsynligt bliver sidste gang, til redigeringsrummet for at arbejde på Dorene filmen. Vi gennemgik filmen 3-4 gange og foretog et par småjusteringer af lyd, farve og billede. Vi kunne da sende Dorene filmen afsted til dem som skal udgive filmen på TV. Dorene filmen har lært mig meget om hvordan en film bliver produceret fra idé til film. Vores gruppe har arbejdet på filmen helt fra selv at finde historien om Dorene til at planlægge al logistikken, optage scenerne og efterfølgende redigere og producere filmen. Selvom filmen ikke har et wildlife tema har alt arbejdet bestemt været brugbart for os. Vi er nu mere end udrustet til at kunne skabe et lignende projekt i fremtiden. Vores kursusvejleder ønsker også at illustrere med dette projekt, at vi i industrien kan blive udsat for at skulle lave film, som ikke involverer dyr eller natur. Filmen om Dorene bliver således et meget fint projekt, som vi kan have stående på vores CV. Onsdag: At lette på lasten Ingen undervisning. I stedet gik hele dagen med at redigere interviewet af min gode ven, Thomas Mould. I søndags var Thomas og jeg ude for at interviewe hinanden om kurset. Interviewet skal vi bruge i vores evaluering af kurset i starten af januar. Jeg havde i alt næsten en times interview og cutaways (scener af Thomas som udfører forskellige handlinger der kan bruges under hans interview) med Thomas. Filmen skal max have en længde på fem minutter, så en del tid gik med at skære alt unødvendigt materiale fra. Interviewet har nu en længde på godt syv minutter. Næste trin er mere nedkogning samt at ændre scenernes placering i interviewet, så at filmen giver den rigtige fremstilling af Thomas. Torsdag: Skriv til TV Undervisning i ”Writing for TV”. Sanjida kom atter på besøg for at undervise os i hvordan man skriver manuskripter til TV produktioner. Hun havde desuden medbragt det færdige manuskript til en udsendelse ved navn Sniffer Bees som blev vist på The One Show i England (svarende til Godaften Danmark på TV2). Det er vigtigt at lave sin research før man skriver et manuskript til TV. I researchen skal man tænker over genre, publikum, indhold og struktur. Det er desuden vigtigt at man skriver så simpelt som muligt og så efterfølgende tilføjer de nødvendige detaljer. Sanjida gav os også sine ”Do and Don’t” mht. skrivning. Under ”Do” nævnte hun ex.: Simplify, use the right word and beware of adjectives. Dvs. man skal skrive simpelt, bruge det rigtige ord til at forklare hvad der sker samt ikke bruge for mange tillægsord. I modsætning hertil påpegede hun, at man ikke skal: Use unnecessary words, use jargon and get lost in details, dvs. alle overflødige ord skal skæres fra, man skal ikke bruge svære fagbegreber/forkortelser og at man skal kontrollere mængden af detaljer i ens historie. Der var naturligvis adskillige andre punkter i både ”Do” og ”Don’t”, men de forbliver hemmelige. Der skal være nogen fordele ved at studere MA Wildlife Filmmaking. Efter frokostpausen gennemgik vi vores manuskripter til vores UK Wildlife Films. Sanjida hjalp med at strukturere vores historier samt med at gennemgå scenernes indhold. Det er en underlig følelse, når man har researchet sig frem til uendelige mængder indhold/facts for at størstedelen herpå skal skæres væk før filmen egner sig til et publikum, som ikke nødvendigvis er interesseret i natur og videnskab. For hver sætning jeg fjerner, krummer jeg mine tæer mere og mere. Men uden publikum er en film meningsløs. Fredag: Det blæser også i Bristol Ingen undervisning. I stedet fortsatte jeg redigeringen af mit interview om Thomas Mould samt arbejdede på diverse andre opgaver. I løbet af ugen har vejret været ganske pænt i Bristol. Torsdag og fredag var det imidlertid gråt og blæsende. Vindstyrken var dog intet sammenlignet med de historier, jeg har hørt fra Danmark. Det eneste jeg bemærkede her var øget medvind på cykelstien, forhøjet vandstand i River Avon (floden der løber gennem Bristol) og en million-milliard blade spredt ud over gader og stræder. |