Her er hvorledes vi fejrer jul på MA Wildlife Filmmaking kurset: Blandt stjerner, hygge og med gode minder.
GO Wild for the Philippines
Søndag d. 15. december var jeg inviteret til en ganske særlig event. Eventen fandt sted i The Victoria Rooms i Bristol, som er en stor teatersal. På scenen i salen var der pyntet op med adskillige nødhjælpsgenstande; en ’greenbox’ som indeholder alt hvad man skal bruge i en nødsituation, var blevet stillet frem ved siden af det store telt, som også var inkluderet i boksen.
Eventen startede kl. 16:00 og salen var prop fyldt med mennesker kl. 16:05. Der var en del børn tilstede, for de havde hørt, at der ville være en ganske særlig gæst. Klokken 16:10 gik showet i gang. Showet bestod af at fem berømte britiske naturværter fortalte om deres farligste missioner, mest episke oplevelser og mødet med farlige dyr rundt omkring i verden. Værten på showet, Monty Hall, forklarede i starten af showet, at et lignende show aldrig ville finde sted igen. Dette var en unik begivenhed. Det var publikum selvfølgelig meget begejstret for.
Showet var opdelt i to sessioner. I første session (fra kl. 16-18) var historierne børnevenlige og det blev ikke sagt helt så mange bandeord. Fra 19-22 forløb anden session og her skruede naturværterne bissen på. Historierne var en del frækkere og der blev bandet hist og her. Hele aftensessionen blev vel modtaget af det mere voksne publikum.
Mellem de to sessioner kunne man komme op og møde berømthederne. På scenen var: Steve Backshall (naturvært bl.a. på BBC’s Deadly 60), Doug Allan (verdensberømt kameramand på BBC), Ben Fogel (eventyrer og naturvært), Miranda Krestovnikoff (naturvært på The One Show), Ellie Harrison (vært på Country File), Monty Halls (naturvært og eventyrer) og selvfølgelig Reuben – Monty Halls’ hund og børnenes yndling som løb rundt mellem publikum og på scenen under hele showet. Ud over at man kunne møde og få taget et billede sammen med berømthederne, kunne man også købe deres bøger og få dem signeret. Som med Doug Allan-aftenen (fra en tidligere ugeblog) fik jeg hverken billede eller signeret bog. Jeg havde naturligvis medbragt min gummistøvle. Doug Allan’s autograf var allerede på støvlen, så jeg manglede blot de resterende på scenen. Efter 30 min. kø og jagt havde jeg dem. Alle som én stod deres navn på min gummistøvle. Flere af berømthederne påpegede, at det var første gang de havde signeret en gummistøvle. De spurgte mig, hvorfor i al verden jeg skulle have signeret et sådan objekt. Jeg svarede; ”Så kan jeg bringe jer med mig i felten”.
Aftenen sluttede klokken 22:30. Kort forinden, blev der afholdt en auktion, hvor man kunne byde på og købe flere unikke, berømthedsrelaterede genstande. Jeg havde budt £100 på en Land Rover og adventure oplevelse, men mit bud blev overbudt af én af værterne – hun bød £340 pund. Alle pengene gik til at støtte tsunamien, som havde ramt Philippinerne.
Life Behind the Lens
Mit møde med stjernerne var langt fra slut. I dag, mandag d. 16. november, var jeg inviteret til en helt speciel event. Eventen var Life Behind the Lens, hvor de indtjente penge under eventen gik til en sygdomsramt kenyansk BBC assistent, Sammy Munene. Hvis aftenen i går var spækket med stjerne, var denne aften en hel galakse af stjerner. Alle de vigtigste folk fra BBC var til stede. Og selvfølgelig var stjernen over dem alle der også. Manden som er essensen af wildlife filmmaking. Manden som rangerer lige omkring dronningen og Gud i England – Sir David Attenborough.
Eventen startede ud med at Alastair Fothergill, en multi-prisvindende naturdokumentarsinstruktør, fortalte om nogle af sine oplevelser i felten. Efter Alastair fulgte andre mindst lige så prisvindende producere og instruktører. Der var også to kameramænd, som fortalte om deres arbejde med Attenborough.
Aftenens højdepunkt var helt klart snakken mellem chefen for BBC’s Natural History Unit og Attenborough. Snakken gik mest af alt ud på, at NHU chefen stillede spørgsmål til Attenborough om hans liv, minder og mest markante arbejdsopgaver i felten. Attenborough var skarp som et barberblad i sine svar. Han fortalte og fortalte og folk lyttede til ham, som de aldrig havde lyttet til en historie før. Der var helt stille i salen under Attenborough’s snak. Da Attenborough ankom og takkede af på scenen, var der jubel blandt publikum som var en rockstjerne værdig. Attenborough forlod scenen og forsvandt hurtigt ud bagved, så at publikum ikke stormede ham.
Halvvejs inde i showet, kort før Attenborough skulle på scenen, var der pause i showet. Jeg benyttede lejligheden til at snige mig rundt i salen som en panter i mørket med en gummistøvle i hånden. Jeg fik snuset mig frem til Alastair Fothergill, som smilede og påpegede, at han aldrig havde signeret en gummistøvle før. Dernæst var det James Honeyborne’s tur (produceren af BBC serien Africa). Pausen havde været en god høst. Men der manglede selvfølgelig en et helt bestemt navn på min gummistøvle.
Da showet sluttede, var Attenborough ikke til at se. Han var enten gemt ude bagved eller var allerede taget afsted. Jeg havde forinden ladet mig fortælle af min gode, britiske ven Thomas Mould, at Attenborough nok var den person i England, som jeg havde mindst mulighed for at komme i nærheden af (pga. sin status og alder). Thomas og jeg besluttede os nu for at vente ude på parkeringspladsen – måske ville Attenborough kommer denne vej. Så kunne vi i det mindste se ham på nært hold. Den ene kendis efter den anden kom ud. Chefen for BBC, Alastair Fothergill, James Honeyborne – det dryssede frem med dem. Men ingen Attenborough. Det var begyndt at småregne og jeg kunne se på Thomas, at han hellere ville være indenfor i varmen. Thomas kiggede på mig og sagde; ”Kom nu, Andreas. Jeg tror slet ikke han kommer denne vej. Han er sikkert taget hjem allerede.” ”Joo, lad os nu bare vente lidt endnu” svarede jeg. ”Nej, nu gider jeg ikke vente længere. Jeg går ind i baren i varmen…” og Thomas gik indenfor. Jeg var efterladt alene mellem mørke og regn og kendisserne, som skulle ud til deres bil. Lige forbi mig tøffede Doug Allan hen til sin bil. Jeg hilste på ham igen og han forlod stedet. Jeg var nu ved at tro, at Attenborough rent faktisk var taget af sted. Men der var nu noget meget mystisk over den sorte Mercedes med tonede bagruder, som stadig holdte midt på parkeringspladsen.
To minutter efter at Thomas var gået indenfor skete det. En dame klædt helt i rødt førte en blå paraply ud af døren. Under paraplyen var en ældre hvidhåret mand - David Attenborough! Attenborough gik op ad stentrappen, ganske rigtigt mod den sorte Mercedes. Jeg havde placeret mig på den ene side af Mercedesen og på mest heldige vis var det den side, som Attenborough gik til for at komme ind i bilen. Uden at tøve rakte Attenborough hånden frem mod mig og kiggede mig i øjnene: ”Hi. How are you?” sagde han mens han smilte venligt. Med Attenboroughs hånd i min svarede jeg: ”Fine, thank you. I am from Denmark.” Jeg kunne mærke, at Attenborough greb løsnede sig imens han nu bevægede sig over mod bildøren: ”Excuse me, David. Would you mind signing my boot?”
Sir David Attenborough nåede ikke at signere min gummistøvle. Han, og damen i rødt, undskyldte og fortalte mig, at de var nødt til at køre straks. Jeg var helt forståelig og indså nu, hvor heldig jeg faktisk var. Som den eneste på mit hold og blandt meget få af gæsterne den aften havde jeg kigget Attenborough i øjnene (de er blå), givet ham hånden og snakket med ham.
Jeg får nok aldrig Sir David Attenboroughs navn på min gummistøvle. Men det er nu også lige meget. Historien bliver, at Attenborough har været tættere på mig om min gummistøvle end jeg nogensinde havde drømt om.
I kan nok forestille jer Thomas’ mime. Jeg mødte ham senere indenfor og fortalte, at jeg 2 min. efter at han var gået, havde jeg snakket med Attenborough og rørt hans hånd. Thomas var godt muggen resten af den aften og forbliver det nok stadig julen over. Efter eventen drog hele mit hold og jeg ud og fejrede afslutningen på første semester med gode stunder på pubs i rundt om i Bristol.
Glædelig jul
GO Wild for the Philippines
Søndag d. 15. december var jeg inviteret til en ganske særlig event. Eventen fandt sted i The Victoria Rooms i Bristol, som er en stor teatersal. På scenen i salen var der pyntet op med adskillige nødhjælpsgenstande; en ’greenbox’ som indeholder alt hvad man skal bruge i en nødsituation, var blevet stillet frem ved siden af det store telt, som også var inkluderet i boksen.
Eventen startede kl. 16:00 og salen var prop fyldt med mennesker kl. 16:05. Der var en del børn tilstede, for de havde hørt, at der ville være en ganske særlig gæst. Klokken 16:10 gik showet i gang. Showet bestod af at fem berømte britiske naturværter fortalte om deres farligste missioner, mest episke oplevelser og mødet med farlige dyr rundt omkring i verden. Værten på showet, Monty Hall, forklarede i starten af showet, at et lignende show aldrig ville finde sted igen. Dette var en unik begivenhed. Det var publikum selvfølgelig meget begejstret for.
Showet var opdelt i to sessioner. I første session (fra kl. 16-18) var historierne børnevenlige og det blev ikke sagt helt så mange bandeord. Fra 19-22 forløb anden session og her skruede naturværterne bissen på. Historierne var en del frækkere og der blev bandet hist og her. Hele aftensessionen blev vel modtaget af det mere voksne publikum.
Mellem de to sessioner kunne man komme op og møde berømthederne. På scenen var: Steve Backshall (naturvært bl.a. på BBC’s Deadly 60), Doug Allan (verdensberømt kameramand på BBC), Ben Fogel (eventyrer og naturvært), Miranda Krestovnikoff (naturvært på The One Show), Ellie Harrison (vært på Country File), Monty Halls (naturvært og eventyrer) og selvfølgelig Reuben – Monty Halls’ hund og børnenes yndling som løb rundt mellem publikum og på scenen under hele showet. Ud over at man kunne møde og få taget et billede sammen med berømthederne, kunne man også købe deres bøger og få dem signeret. Som med Doug Allan-aftenen (fra en tidligere ugeblog) fik jeg hverken billede eller signeret bog. Jeg havde naturligvis medbragt min gummistøvle. Doug Allan’s autograf var allerede på støvlen, så jeg manglede blot de resterende på scenen. Efter 30 min. kø og jagt havde jeg dem. Alle som én stod deres navn på min gummistøvle. Flere af berømthederne påpegede, at det var første gang de havde signeret en gummistøvle. De spurgte mig, hvorfor i al verden jeg skulle have signeret et sådan objekt. Jeg svarede; ”Så kan jeg bringe jer med mig i felten”.
Aftenen sluttede klokken 22:30. Kort forinden, blev der afholdt en auktion, hvor man kunne byde på og købe flere unikke, berømthedsrelaterede genstande. Jeg havde budt £100 på en Land Rover og adventure oplevelse, men mit bud blev overbudt af én af værterne – hun bød £340 pund. Alle pengene gik til at støtte tsunamien, som havde ramt Philippinerne.
Life Behind the Lens
Mit møde med stjernerne var langt fra slut. I dag, mandag d. 16. november, var jeg inviteret til en helt speciel event. Eventen var Life Behind the Lens, hvor de indtjente penge under eventen gik til en sygdomsramt kenyansk BBC assistent, Sammy Munene. Hvis aftenen i går var spækket med stjerne, var denne aften en hel galakse af stjerner. Alle de vigtigste folk fra BBC var til stede. Og selvfølgelig var stjernen over dem alle der også. Manden som er essensen af wildlife filmmaking. Manden som rangerer lige omkring dronningen og Gud i England – Sir David Attenborough.
Eventen startede ud med at Alastair Fothergill, en multi-prisvindende naturdokumentarsinstruktør, fortalte om nogle af sine oplevelser i felten. Efter Alastair fulgte andre mindst lige så prisvindende producere og instruktører. Der var også to kameramænd, som fortalte om deres arbejde med Attenborough.
Aftenens højdepunkt var helt klart snakken mellem chefen for BBC’s Natural History Unit og Attenborough. Snakken gik mest af alt ud på, at NHU chefen stillede spørgsmål til Attenborough om hans liv, minder og mest markante arbejdsopgaver i felten. Attenborough var skarp som et barberblad i sine svar. Han fortalte og fortalte og folk lyttede til ham, som de aldrig havde lyttet til en historie før. Der var helt stille i salen under Attenborough’s snak. Da Attenborough ankom og takkede af på scenen, var der jubel blandt publikum som var en rockstjerne værdig. Attenborough forlod scenen og forsvandt hurtigt ud bagved, så at publikum ikke stormede ham.
Halvvejs inde i showet, kort før Attenborough skulle på scenen, var der pause i showet. Jeg benyttede lejligheden til at snige mig rundt i salen som en panter i mørket med en gummistøvle i hånden. Jeg fik snuset mig frem til Alastair Fothergill, som smilede og påpegede, at han aldrig havde signeret en gummistøvle før. Dernæst var det James Honeyborne’s tur (produceren af BBC serien Africa). Pausen havde været en god høst. Men der manglede selvfølgelig en et helt bestemt navn på min gummistøvle.
Da showet sluttede, var Attenborough ikke til at se. Han var enten gemt ude bagved eller var allerede taget afsted. Jeg havde forinden ladet mig fortælle af min gode, britiske ven Thomas Mould, at Attenborough nok var den person i England, som jeg havde mindst mulighed for at komme i nærheden af (pga. sin status og alder). Thomas og jeg besluttede os nu for at vente ude på parkeringspladsen – måske ville Attenborough kommer denne vej. Så kunne vi i det mindste se ham på nært hold. Den ene kendis efter den anden kom ud. Chefen for BBC, Alastair Fothergill, James Honeyborne – det dryssede frem med dem. Men ingen Attenborough. Det var begyndt at småregne og jeg kunne se på Thomas, at han hellere ville være indenfor i varmen. Thomas kiggede på mig og sagde; ”Kom nu, Andreas. Jeg tror slet ikke han kommer denne vej. Han er sikkert taget hjem allerede.” ”Joo, lad os nu bare vente lidt endnu” svarede jeg. ”Nej, nu gider jeg ikke vente længere. Jeg går ind i baren i varmen…” og Thomas gik indenfor. Jeg var efterladt alene mellem mørke og regn og kendisserne, som skulle ud til deres bil. Lige forbi mig tøffede Doug Allan hen til sin bil. Jeg hilste på ham igen og han forlod stedet. Jeg var nu ved at tro, at Attenborough rent faktisk var taget af sted. Men der var nu noget meget mystisk over den sorte Mercedes med tonede bagruder, som stadig holdte midt på parkeringspladsen.
To minutter efter at Thomas var gået indenfor skete det. En dame klædt helt i rødt førte en blå paraply ud af døren. Under paraplyen var en ældre hvidhåret mand - David Attenborough! Attenborough gik op ad stentrappen, ganske rigtigt mod den sorte Mercedes. Jeg havde placeret mig på den ene side af Mercedesen og på mest heldige vis var det den side, som Attenborough gik til for at komme ind i bilen. Uden at tøve rakte Attenborough hånden frem mod mig og kiggede mig i øjnene: ”Hi. How are you?” sagde han mens han smilte venligt. Med Attenboroughs hånd i min svarede jeg: ”Fine, thank you. I am from Denmark.” Jeg kunne mærke, at Attenborough greb løsnede sig imens han nu bevægede sig over mod bildøren: ”Excuse me, David. Would you mind signing my boot?”
Sir David Attenborough nåede ikke at signere min gummistøvle. Han, og damen i rødt, undskyldte og fortalte mig, at de var nødt til at køre straks. Jeg var helt forståelig og indså nu, hvor heldig jeg faktisk var. Som den eneste på mit hold og blandt meget få af gæsterne den aften havde jeg kigget Attenborough i øjnene (de er blå), givet ham hånden og snakket med ham.
Jeg får nok aldrig Sir David Attenboroughs navn på min gummistøvle. Men det er nu også lige meget. Historien bliver, at Attenborough har været tættere på mig om min gummistøvle end jeg nogensinde havde drømt om.
I kan nok forestille jer Thomas’ mime. Jeg mødte ham senere indenfor og fortalte, at jeg 2 min. efter at han var gået, havde jeg snakket med Attenborough og rørt hans hånd. Thomas var godt muggen resten af den aften og forbliver det nok stadig julen over. Efter eventen drog hele mit hold og jeg ud og fejrede afslutningen på første semester med gode stunder på pubs i rundt om i Bristol.
Glædelig jul