Godt 30 nye billeder fra de sidste to uger er at finde under Galleri.
Mandag: Tiden flyver
Ingen reel undervisning. Klokken 12:05 (som skulle have været 11:40) mødte jeg ind til min personlige samtale om mit kommende ulvefilmsprojekt til sommer. Personen jeg snakkede med, var Ann – damen fra sidste uge som underviste os i at holde præsentationer. Gennem året har vi haft flere personlige møder med vores vejledere. Hver gang skrider tiden ofte fra os, så at vi først kommer ind og taler senere end vores tid er sat til. Men – jeg fik talt med Ann og fik forklaret hende min historie. Hun syntes vældig godt om måden, jeg har struktureret historien på og hun forklarede at mit næste trin var at fortælle min historie gennem en såkaldt ’treatment’; et dokument på én-to sider, som skal sælge ideen. Jeg er nu i fuld gang med min treatment samt er begyndt at forfatte mit manuskript. Tirsdag: Dave er tilbage! Workshop i Advanced Editing. Efter lang tids fraværen var Dave endelige på pletten. Dave mødte som sædvanligt op med et par gode historier og havde et par uundværlige fifs og tricks til filmredigering med i posen. Jeg har arbejdet med redigeringsprogrammer i lang tid, så jeg kender til de fleste funktioner i de forskellige software. Men Dave bragte mig og klassen en ny og særdeles brugbar viden. Han forklarede, at man i filmredigering egentlig kun skal tænke over få principper:
Onsdag: Tre ord Ingen undervisning. Dagen kan meget vel beskrives med tre ord: Script, script, scipt. Hele dagen gik med at forfatte mit manuskript til min ulvefilm. Desuden arbejdede jeg på min ’treatment’. Kort set beskriver en treatment hele filmen og historien på den mest appetitlige måde. Der skal derfor fest og farver til; ikke noget med svære ord eller komplicerede sætninger. Typisk set vil en ’commissioner’ (dem som skal læse ens treatment og derefter bestemme om filmen skal sættes i produktion) kun læse de første få sætninger og kigge på billederne. Hvis deres opmærksomhed ikke fanges øjeblikkeligt, skal man ikke have store forventninger til at ens film bliver til virkelighed. Torsdag: At ændre det perfekte Ingen undervisning. Til gengæld mere script, script, script. Det finurlige ved manuskripter til film er, at selv om man bruger mange, mange timer og tanker på at skabe det, vil manuskriptet med al sandsynlighed ændres; enten fordi nogle nye scener fungerer bedre end oprindeligt tænkt, nogle scener ikke er mulige at få netop som man vil eller at man simpelthen kommer på en genial idé under optagelserne. Ens perfekte manuskript vil derfor oftest ændres gennem produktionsforløbet; men det er kun godt. Fredag: Dyt, dyt skal vi byt? Undervisning i Publikumsanalyser. Ordet ’publikumsanalyser’ lyder måske til at være forfærdelig langt væk fra Wildlife Filmmaking. Men ved nærmere inspektion opdager man, at en publikumsanalyse er et uhyrlig vigtigt redskab til at finde ud af, hvordan ens produktioner modtages af offentligheden. Andy Littledale var klar ved Pervasive Media Studio kl. 10:00. Andy er en af personerne bag firmaet SecondSync; et analyse firma som analysere antallet og indholdet af Twitter feeds og Facebook beskeder (som sendes mellem personer) live under diverse TV udsendelser. Ved at se på antallet og indholdet af alle de ofte hundredetusindevis beskeder, kan SecondSync give informationer såsom antal beskeder, køn og indhold fra 30 min. før til 30 min. efter en udsendelse. Folkene bag udsendelsen kan dernæst, mod et nænsomt beløb, bruger informationerne til at se, hvad der skaber interesse hos folk. Andy viste os flere eksempler på, hvad folk reagerer på. 1) Under filmen ’Taken’ med Liam Neeson kom der et bombardement af beskeder lige omkring scenen, hvor Liam siger: ”I will find you. And I will kill you.” Et andet eksempel var da en baby elefant omkommer i BBC naturserien Afrika. Scener som disse betegner Andy som ’peaks’, idet de skaber stor postyr/interesse hos seerne. Publikumsanalyser er derfor et vigtigt redskab til at forstå ens filmproduktioner. Hvis man ikke tænker over hvordan folk reagere på ens film, forstår man sig aldrig på at lave gode film. Efter Andy formidable præsentation var dagen slut på PMS. Dvs. slut for dem som ikke havde lyst til at lege! Folkene bag firmaet, Dare Devil Project, har lavet en ny App. Uden at afsløre for meget (App’en er stadig under udvikling indtil sidst i marts) er App’en en billede/quiz/skattejagt rundt om i Bristol. Folkene bag kom efter Andy præsentation hen og spurgte os, om vi havde lyst til at teste App’en. Jeg sagde selvfølgelig et rungende ”YES!” og 10 min. efter var jeg på skattejagt i Bristol. App’en tog min grupper og jeg på underholdende missioner ved havnen, Queens Square (en park) og ind imellem gader og stræder. Efter jagten skulle vi give al den feedback om gode og dårlige oplevelser, som vi havde noteret os under testen. Konklusionen var, at App’en er meget underholdende hvis man er flere sammen i grupper. Som en lille bonus gav folkene fra Dare Devil Project os nogle chokoladekiks som belønning for at lege – ikke en helt ringe ’trade’, hvis du spørger mig. Da jeg kom hjem, havde jeg modtaget en glædelig mail. Min pakke, som jeg havde bestilt fra London, var ankommet til Bristol. Eneste minus var dog, at FedEx ikke leverer pakker om lørdagen – så jeg skulle ud på lidt af en cykeltur! EKSTRA GUF - Lørdag: 42 km eventyr Jeg kunne imidlertid vente til mandag, hvor en rar pakkemand ville bringe pakken til mig. Problemet var, at jeg ikke havde tålmodighed til at vente. Jeg slog derfor pakkecenterets adresse ind på Google Maps og opdagede at pakkecenteret ligger ved Weston Super-Mare; dvs. vestkysten af Bristol i en afstand af 21 km fra mit hjem. Klokken var på det tidspunkt 10:05 og jeg tænkte, at jeg hellere måtte tjekke, hvornår pakkecenteret havde åbent; om lørdagen har FedEx pakkecenteret åbent til 12:00. Jeg løb derfor ud af døren, greb min cykel og racede afsted. Turen fra mit hjem og til Bristol City Centre gik som de hundredevis af turer, jeg har kørt før. Dejlig bumpet cykelsti og hullede veje. Fra City Centre drog jeg ud mod Bristol Suspension Bridge; den verdensberømte hængebro, der bringer Bristols indbyggere over River Avon. Da jeg ankom til broen, fortalte min mobil-GPS mig at jeg skulle forsætte langs floden indtil jeg kunne se havet. Jeg forsatte godt halvtreds meter på cykelstien, drejet om hjørnet og fik mig en overraskelse. Cykelstien var slut. I stedet bestod de næste otte km af mudder, vandpytter, lidt grus og mere mudder, som min roadbike (ikke mountainbike) skulle igennem. Jeg havde selvfølgelig ingen tid til at tænke på at kører tilbage, så afsted jeg drog! Otte kilometre og en omvej op gennem en motorvejsafkørsel senere ankom jeg til en ny bro. Broen var en meget trafikeret motorvejsbro men havde underligt nok en cykelsti i den ene side. Jeg racede afsted! Halvvejs over broen kiggede jeg ud til den ene side. Et prægtigt syn af River Avon, der snoede sig ind mod Bristol. Da jeg drejede hovedet og kiggede til den anden side, så jeg havet! Jeg vidste, jeg var nær og, ganske rigtigt, klokken 11:04 ankom jeg til FedEx pakkecenteret. Jeg talte med deres receptionist, forklarede min situation og 20 min. efter havde jeg min pakke i hånden. Jeg kunne nu se frem til en 21 km lang tur hjem. Det var uundgåeligt, at mine fødder, ben og ikke mindst min cykel ikke ville blive mudret. Og det gjorde de. Jeg lignede en offroad muddermand og ligeså gjorde min før pæne, sorte cykel. Da jeg ankom til Bristol City Centre, ledte jeg febrilsk efter en tank e.l., hvor jeg kunne komme til at vaske min cykel. Der var ikke en eneste vask i miles omkreds. Jeg besluttede mig derfor at cykle mod havnen. Jeg tænkte, at der måtte være en lille mole, som gik helt ned til vandet, hvor jeg ville have adgang til vand. Og ganske rigtigt; en lille rampe ledte ned til vandet - men den var bevogtet. Fire store, prægtige svaner stod ved vandkanten og stirrede stift på muddermanden, der var stoppet et par meter fra dem. Skridt for skridt nærmere jeg mig vandkanten, men svanerne blev stående som de grummeste bodyguards i byen. Jeg gik forsigtig over til den side, som ikke var svanebevogtet og lagde min cykel ned i vandet. Med et øje på svanerne og et øje på min cykel, gik jeg i gang med at rense mudderet af med et par lommetørklæder, som jeg dybbede i det kolde vand. Efter 15 min. nervepirrende cykelrensning tog jeg min cykel op og gik baglæns væk fra svanerne, der ikke havde sluppet mig af syne ét eneste øjeblik. Jeg kastede mig op på cyklen og racede væk. Min cykel var ren! Godt 20 min. senere var jeg hjemme i Fishponds og kunne åbne min pakke med et stort smil. Filmen om den 81 årige fitness instruktør, Dorene, som jeg var med til at lave, er nu blevet udgivet på YouTube. Den indgår som en del af 9. episode om Brilliant Britain - en serie der hylder alt, hvad der er godt i England:
http://www.youtube.com/watch?v=7aUzReMMk0A&feature=youtu.be PS. Måske kan I ikke se episoden endnu, da den muligvis kun er for folk, som bor i England. Lad mig høre om I kan se den. Mandag: I må vente lidt endnu
Præsentation af vores animationsprojekter. Der var otte animationsprojekter, som skulle ’sælges’ til kursusvejlederne fra MA Wildlife Filmmaking og MA Animation. Oprindeligt skulle BBC folk have været til stede, men der var et vigtigt møde som var kommet på tværs. Det gjorde nu ikke det store, da det er kursusvejlederne som skal bedømme projektet. Projekterne var alle ret fantastiske. Ingen af grupperne havde ens type animation, karakterer eller budskab/tema og alle havde gjort et godt stykke arbejde. Animationer varierede fra en sjippende operasanger til en blodig fortælling af dyr, som agerede krybskytter over for mennesker. Efter hele sessionen stod alle tilbage med et smil (og en lettelse, da ’eksamen’ var overstået). Men… De to kursusvejledere havde under hele præsentationsforløbet snakket hemmeligt sammen. Da præsentationerne var ovre, nævnte de at fordi alle animationer ville kunne videreudvikles til et reelt produkt, skulle vi arrangere en ny session, hvor kursusvejlederne ville gennemgå hvert projekt mht. hvordan det kan forbedres. Og dette er den sørgelige nyhed. Da animationerne skal udvikles til reelle produkter, da kan have kommerciel interesse for nogle, må jeg ikke fortælle flere detaljer om hvad animationerne handler om. Jeg beklager hemmelighedsklammeriet, men der er visse betingelser for at være på en uddannelse, der er så tæt knyttet med BBC og andre folk fra industrien. Tirsdag: Gør det selv Workshop i ’Gør Det Selv’? Dave var travlt optaget med at undervise nogle nævenyttige yngre studerende, så Rod (ikke ’Rob’ som jeg kaldte ham sidste gang) var på banen igen. På grund af en lille miskommunikation havde Rod ikke fået meget information om hvad vi skulle undervises i. Han foreslog, at vi kunne få en workshop i GoPros (små HD kameraer), men vi takkede pænt nej tak, da vi allerede var helt inde i sagerne takkede være Daves workshop om DSLR (spejlreflekskameraer) og GoPros før jul. Så hvad skulle Rod så stille op? Vi foreslog Rod at vi alle kunne gå til redigeringsrummet og arbejde på diverse projekter, som hver af os har kørende. Med vild jubel og hænderne i vejret tøffede vi alle til redigeringsrummet, hvorefter arbejde kunne begynde. Rod var med under hele forløbet, hvor han kom med gode fifs og tricks til filmredigeringen. For mit vedkommende tog Sam og jeg hul på optagelserne fra Makro Studio dagen (uge 5). Vi fandt alle scenerne frem af knæleren, der var på jagt efter Jesper Fårekylling og fik lavet en lille montage (ja, det er ikke en sekvens, men det er bevidst). Montagen kan efterfølgende blive brugt af alle, der var i min gruppe, som små lækre clips til vores ’showreels’, dvs. videoer der viser vores kundskaber. Jeg vil lægge de redigerede knælerclips ud på min hjemmeside inden længe. Onsdag: En lang tur Ingen undervisning. Jeg tilbragte det meste af dagen på The Watershed. Denne gang var det ikke for at lave animationsprojekt; i stedet skulle jeg hjælpe folk fra Pervasive Media Studio med at redigere to film. Til den ene af filmene skulle jeg sætte flere videoer sammen mens jeg i den anden video skulle om rokere sekvenserne i en allerede redigeret film. Som en lille bonus til dem, animerede jeg et par stilbilleder som skulle indgå i sidstnævnte film. I stedet for normale billeder, ligner det nu at figurerne i billedet bevæger sig. Foruden redigeringsarbejdet lykkedes det mig at ’komme til’ at cykle mellem mit hjem og The Watershed hele to gange; det blev en tur på godt 35 km. Torsdag: En kort tur Ingen undervisning. Jeg fortsatte med redigeringsarbejdet og fik lavet det ene af projekterne færdig. Selvom de ønsker filmen sidst i februar, overraskede jeg dem ved at lave filmen (hvor jeg sammensætter flere videoer) færdig mellem i går og i dag. Det andet projekt skal være færdigt på mandag. Med gårsdagens cykeltur i baghovedet, besluttede jeg mig for at medbringe min computer til The Watershed. Herved kunne jeg snakke med folkene fra Pervasive Media Studio og derefter sidde og redigere filmen til mandag uden at skulle cykle frem og tilbage to gange på én dag. Fredag: Bog-Bikuben Undervisning i Interaktivitet. App guruen hos BBC Earth, Richard Chambers, mødte op sammen med os på Pervasive Media Studio. Sammen med Richard deltog også Poul Dean; den anden App guru hos BBC Earth. Richard og Poul lavede herpå en præsentation om Apps og hvordan man inddrager interaktivitet til naturdokumentarer. De forklarede hvordan en normal lineær historie (den typiske historieform i film og eventyr) ville ændres, hvis man introducerede interaktivitet: ex. lave en App som er baseret på en naturdokumentar. Derudover viste de os hele processen fra idé til udvikling af en App. De introducerede os bl.a. for begreber såsom ’wire frame’, der er Apps form for storyboards. Efter præsentationen fra Richard og Poul, tog en gruppe af folk over til den sædvanelige fredags-talk (Pervasive Media Studio giver gratis adgang til præsentationer fra forskellige folk i industrien hver fredag kl. 13:00). Denne fredag var det folkene bag Book Hive; et teknologisk setup, hvor man ønsker at bringe nyt liv til bøger. Simpelt beskrevet er Book Hive en opsætning af godt 100 bøger på det centrale bibliotek i Bristol. Hver bog er forbundet med en lille maskine, som kan åbne og lukke bogen. Måden bøgerne åbnes på er ved at et kamera registrerer ens bevægelser. Resultatet er, at når man går hen mod opsætningen, åbner og lukker alle bøgerne sig. Går man væk igen, lukker bøgerne sig sammen og er stille. Folkene bag Book Hive forklarede om hele processen fra idé til færdigt produkt. De gav indblik i teknologien bag samt hvordan deres arbejde i høj grad afhang af frivilliges bidrag. Efter deres præsentation gik vi alle i samlet folk til det centrale bibliotek. Ved første øjekast ligner opsætningen en stor bikube med en bog i hver kube. Går man tættere på, begynder hele opsætningen at bevæge sig som et levende dyr. Hurtigt finder man sig selv løbende frem og tilbage foran bøgerne samt står og lave bevægelser, der kunne gøre enhver tai chi instruktør jaloux. Foruden at bøgerne bevæger sig, laver de også en knirkede og summende lyd. Hele opsætningen er af træ og metal, så hvis man lukker øjnene, lyder det som om man står nær et stort træskib – det er en vældig behagelig oplevelse. Efter at have leget sprællemand foran opstillingen samt talt lidt nærmere med folkene bag, tog jeg min cykel og cyklede hjem til Fishponds. Mandag: At sælge sig selv til lyden af Antarktis
Undervisning i at fremlægge samt en enkelt præsentation. Da Ben var ilde tilredt i sidste uge, kunne han ikke præsentere sin idé for klassen. Han fik dog chancen i dag. Ben laver sin afsluttende film om det faktum, at havets måger er dristigt nedsat og at de nu er flyttet til byen. Han leverede en fin og troværdig præsentation for klassen og alle syntes hans idé lød ganske fornem. Ben skal dog have fundet sine ’contributors’, dvs. fundet dem som skal medvirke i hans film. Efter Bens lille fremvisning var Ann på banen. Ann er doktor i kemi og er præsentations-guruen (pitching-guru) at gå til hos BBC. Hun fortalte os om alle trickene i bogen og om hvordan vi levere en effektiv ’salgstale’ af vores film. Bl.a. prædikede Ann om, at det er essentielt at starte præsentationen med et hook (en fængende introduktion) og derefter gå lige til historien i filmen. Derefter gælder det blot om at sælge sig selv og filmen, og håber på at man bliver købt. Efter en kort frokost bad Ann os om at lave en såkaldt top-line til vores film. En top-line, eller log-line, er én til to sætninger der beskriver og sælger vores film. Selvom det er et lille stykke tekst, ligger der meget arbejde bag at lave den perfekte top-line. Klassen fik dog lavet flere gode, morsomme og interessante top-lines – Ann var stolt. Undervisningen med Ann sluttede 15:30, men dagen var selvfølgelig ikke slut endnu. Jeg skulle rejse til både en engelsk mark og Antarktis indenfor de næste tre timer – alt sammen i samme rum på 2x2 meter. Nicole fra mit hold og jeg havde lånt en lydmixer og en mikrofon på Uni og satte os derpå ind i et ’foley-rum’; et lille lydtæt rum, hvor man kan lave alverdens lydeffekter. Vores mål var at indspille alle lydeffekterne, dialogen og operasangen til vores kommende animationsprojekt. Vores animationsprojekt har to historier. Første historie er om lærken og foregår på en engelsk mark. Nicole og jeg skulle derfor genskaber en britisk mark-atmosfære i det lille rum. Det lykkedes overraskende godt ved brug af puste, prutte, smaske og klaskelyde lavet med diverse genstande, vi havde medbragt. Dernæst skulle dialogen indtales og jeg stod for stemmerne til begge vores karakterer. Jeg havde imidlertid svært ved at lægge stemme til ’Grumpy George’; en gnaven mand som er en af historiens hovedkarakterer – jeg fandt det svært at være gnaven. Derpå skulle jeg imitere en operasanger i fuld gang med at imponere sin elskerinde; en opgave der var ganske underholdende at lave og lytte til. Vi fik indspillet cirka 40 forskellige lyde og dialoger for første del af historien. I næste del af historien drog vi helt til Antarktis for at lave en historie om pingviner. Vi havde desuden en delepisode fra Sverige, som skulle indspilles. Efter sparken, banken, knipsen og fimsen fik vi indspillet godt 35 lyde. Med ømme ’imiteringsmusklerne’ kunne vi forlade rummet med alle de lydklip, som vi skulle bruge. Klokken var nu 18:30 og jeg drog hjem til aftensmad og læsning om hvordan man fortæller en god historie. Tirsdag: Grip, Jib og Dolly? Workshop i grips, jibs og dollies. Denne gang var det ikke Dave men Rob, som skulle undervise i disse tre mystiske ord. Grips, jibs og dollies er redskaber, som filmfolk bruger til at skabe et filmisk look. Alle dele er ofte store, tunge konstruktioner, som kameraet sættes på. Derefter kan kameraet bevæges rundt i studiet og giver helt stabile og flydende bevægelser. Hvis I kigger nærmere efter i næsten alle nye film (og mange dokumentarer), bevæger kameraet sig næsten altid; de lækre flydende bevægelser skyldes de vidunderlige grips, jibs og dollies. En grip er et trebenet metaldyr, hvorpå kameraet kan monteres på et stativ. Hele konstruktionen kan efterfølgende skubbes rundt på to plastik/gummi-rør, der ligger på gulvet. Kameraet vil følger rørenes form og kameraet kan desuden drejes uafhængigt af metaldyret. Resultatet er en glidende bevægelser over gulvet. En jib er i en al sin enkelthed en kran. Kameraet placeres for enden af en lang stang og kameramanden står i den anden ende og flytter kameraet op, ned og fra side til side. Kameraet flyver nu elegant gennem luften og til forskel fra en grip, kan kameraet bevæges op og ned. Rosinen i pølseenden er dolly. Dolly er ikke fåret eller en pige men i stedet et langt stativ, hvorpå kameraet kan glide langs med. Dollyen kan bevæge kameraet fra side til side i alle vinkler fra en horisontal til en lodret position. Alle tre konstruktionsmonstre blev brugt til at filme diverse filmiske sekvenser. Vi optog scener af gang på gangen, fægtekamp med skumgummisværd, dansescener, abekravlen, laber hårrysten (af en af de blonde piger) og scener, hvor vi lignede vigtige business-bosser. Selvom alle tre konstruktioner er umådeligt store, tunge og besværlige at opsætte, giver de eftertragtede og filmiske scener, som ikke kan skabes på andre måde. Hele dagen lang var alle fint klædt på. Dagen forinden i dag havde vi fået at vide, at vi skulle klæde os pænt (smart casual), da vi skulle til et vigtigt møde inde på naturdokumentarsbogen, BBC. Klokken 16:00 var vi blevet inviteret til et BBC Natural History Unit specialmøde. Mødet gik ud på at BBC NHU’s chef, Wendy Dark, fortalte om kommende naturdokumentarer og serier, der snart vises på TV; jeg må ikke afsløre hvad der kommer, men det ser i den grad lovende ud. Desuden var andre producere på banen for at fortælle om de seneste naturudsendelser og hvordan de var blevet modtaget. Èn udsendelse havde især fået opmærksomhed; en naturserie ved navn The Hidden Kingdom. Hidden Kingdom viser makroverdenens forunderlighed på en mere dramatiseret måde. Folk og anmeldere i hele landet havde imidlertid meget delte bemærkninger om filmen. Mange mente, at serien var for dramatiseret og at BBC NHU ikke gjorde nok opmærksom på, at makrofilmene var blevet optaget i et studie (jeg henviser til tirsdag i forrige ugeblog om hvorfor de bruger studier). Dette var trods at BBC havde inkluderet en 10 min. ’Behind the Scenes’ efter hvert afsnit. For at gøre forvirringen komplet havde andre anmeldere påpeget seriens storslåethed og fantastiske optagelser, men havde syntes at BBC ikke burde have afsløret hvordan det var blevet lavet og derpå afsløret scenernes magi… At lave naturdokumentarer er ikke nemt. Aftenens højdepunkt var imidlertid prisoverrækkelsen. BBC NHU sponsorerede to priser; en for ’Bedste Film’ og ’Bedste Teknologisk Innovation’ til sidste års studerende på MA Wildlife Filmmaking. ’Bedste Film’ gik til Darren Williams og hans eventyr om kæmpesalamandere i Kina. ’Bedste Teknologiske Innovation’ gik til Becky Pane og hendes kreative brug af lyd og film til at fortælle en historie om tidevandet. Begge prismodtagere smilte op til ørene, da de fik modtaget priserne. Efter mødet hos BBC gik vi alle ud og fejrede dagens dejlighed på en nærtliggende pup. Onsdag: Et skjult skattekammer Introduktion til modulet ’Future Documentaries’. Klokken 14:00 mødtes Wildlife teamet ind på det fantastiske Pervasive Media Studio, som gemmer sig lige ved siden af havnecafebiografen, The Watershed. Pervasive Media Studio er et fornemt univers af teknologi, kreativitet og videnskab blandet sammen på kryds og tværs. Ordet ’pervasive’ hentyder til at kombinere al slags medie på alle slags enheder; eks. naturdokumentarer på iPads. Dagen bød på en generel introduktion til modulet og en rundvisning rundt i studiet. Folkene, der befinder sig på stedet, laver alt fra Apps, kombination af musik og teknologi til fremtidens dokumentarer, udstillinger og ja, Pocket Spacecrafts – dit eget personlige rumskib, som du kan få sendt ud i rummet. Alle mennesker man møder på PMS er umådeligt venlige og vil ALTID snakke. Faktisk er det ’lov’, at man til hver en tid kan komme på prikke dem på skulderen og spørge ind til hvad de laver. Det er en del af den kreative frihed og inspirerende miljø, som de værdsætter meget højt på PMS. Og det ser ud til at virke. I Future Documentaries får vi om et par dage til opgave at vælge én af tre opgaver. Vi kan vælge at designe en App med naturvidenskabeligt indhold, lave indhold til en naturvidenskabshjemmeside eller lave en deludstilling til Natural History Museum i London. Og mere må jeg ikke fortælle, da det er reelle produkter, vi skal udvikle. Modul ’top hemmeligt’ er begyndt! Efter introduktionen til kurset tøffede jeg lidt rundt i studiet. Det lykkedes mig at prikke flere folk på skulderen og jeg fik en spændende indsigt i hvad, der foregår. Desuden lykkedes det mig at få til opgave at redigere en video for et af firmaerne, blive ’tester’ på en fremtidig sanseudstilling samt komme i kontakt med folkene bag Pocket Spacecraft og fortælle dem, at jeg var meget interesseret i at hjælpe dem på en eller anden vis. Foruden at være en indsigtsrig dag var det også årets hidtil bedste networkingsdag for mig. Torsdag: Tegnetorsdag Ingen undervisning. Hele dagen gik med at få sammensat vores animation til det føromtalte animationsprojekt, som skal præsenteres til BBC på mandag. Vi har desuden snakket sammen med min trofaste komponist, Morten Gildberg, om hvilken type musik, der skal følge animationen. Vi er nået frem til en ganske fin løsning. Jeg fortæller mere om hvad hele animationen går ud på i næste uge. Fredag: Oh, storslåede fremtid kom hid! Første undervisning i Future Documentaries. Dagen startede ud med John Dovey, chefen for research af interaktive medier, som fortalte om ’Æstetik og Oplevelsesdesign’ – kort sagt om hvordan udstillinger og interaktive medier fungerer og skal fremstilles. For en biolog, som gnøffer rundt i en verden af dyr og planter og deres omgivelser, benyttede John sig af flere fremmedord. Ord som ’transmedialitet, ’UX’ (bruger oplevelse) og ’oplevelsesøkonomi’ blev kastet rundt i rummet som talbolde i en lottomaskine. John er imidlertid en passioneret formidler, så undervisningen gik som en leg. Dagens take-home message må være, at medier i høj grad er en brugeroplevelse og at brugerne ønsker at kunne medvirke i/bidrage til oplevelsen (dele, kommenterer og tilføje deres eget indhold). Derudover skal man tænke på oplevelsen (fx en App) som en historieverden, dvs. at man befinder sig i en verden, hvor al informationen skal hænge sammen. John havde styr på sagerne og det fik alle i rummet også efter præsentationen. Meningen med Future Documentaries er, at præsentationsholderne ikke alle er undervisere. Det medfører, at vi, de studerende, får et unikt indblik i industrien af medier og teknologi, hvor mange af præsentationsholderne vil stamme fra. Modulet er desuden et unikt samarbejde med Pervasive Media Studio, University of the West of England og os, hvilket betyder, at vi får enestående adgang og mulighed for samarbejde med industrien, som ikke vil kunne opnås andre steder. Det eneste som er tilbage at påpege er, at jeg glæder mig som en hund før en gåtur til at komme i gang med modulet. |