Mandag: Tiden flyver
Ingen reel undervisning. Klokken 12:05 (som skulle have været 11:40) mødte jeg ind til min personlige samtale om mit kommende ulvefilmsprojekt til sommer. Personen jeg snakkede med, var Ann – damen fra sidste uge som underviste os i at holde præsentationer.
Gennem året har vi haft flere personlige møder med vores vejledere. Hver gang skrider tiden ofte fra os, så at vi først kommer ind og taler senere end vores tid er sat til. Men – jeg fik talt med Ann og fik forklaret hende min historie. Hun syntes vældig godt om måden, jeg har struktureret historien på og hun forklarede at mit næste trin var at fortælle min historie gennem en såkaldt ’treatment’; et dokument på én-to sider, som skal sælge ideen. Jeg er nu i fuld gang med min treatment samt er begyndt at forfatte mit manuskript.
Tirsdag: Dave er tilbage!
Workshop i Advanced Editing. Efter lang tids fraværen var Dave endelige på pletten. Dave mødte som sædvanligt op med et par gode historier og havde et par uundværlige fifs og tricks til filmredigering med i posen.
Jeg har arbejdet med redigeringsprogrammer i lang tid, så jeg kender til de fleste funktioner i de forskellige software. Men Dave bragte mig og klassen en ny og særdeles brugbar viden. Han forklarede, at man i filmredigering egentlig kun skal tænke over få principper:
Onsdag: Tre ord
Ingen undervisning. Dagen kan meget vel beskrives med tre ord: Script, script, scipt. Hele dagen gik med at forfatte mit manuskript til min ulvefilm. Desuden arbejdede jeg på min ’treatment’. Kort set beskriver en treatment hele filmen og historien på den mest appetitlige måde. Der skal derfor fest og farver til; ikke noget med svære ord eller komplicerede sætninger. Typisk set vil en ’commissioner’ (dem som skal læse ens treatment og derefter bestemme om filmen skal sættes i produktion) kun læse de første få sætninger og kigge på billederne. Hvis deres opmærksomhed ikke fanges øjeblikkeligt, skal man ikke have store forventninger til at ens film bliver til virkelighed.
Torsdag: At ændre det perfekte
Ingen undervisning. Til gengæld mere script, script, script. Det finurlige ved manuskripter til film er, at selv om man bruger mange, mange timer og tanker på at skabe det, vil manuskriptet med al sandsynlighed ændres; enten fordi nogle nye scener fungerer bedre end oprindeligt tænkt, nogle scener ikke er mulige at få netop som man vil eller at man simpelthen kommer på en genial idé under optagelserne. Ens perfekte manuskript vil derfor oftest ændres gennem produktionsforløbet; men det er kun godt.
Fredag: Dyt, dyt skal vi byt?
Undervisning i Publikumsanalyser. Ordet ’publikumsanalyser’ lyder måske til at være forfærdelig langt væk fra Wildlife Filmmaking. Men ved nærmere inspektion opdager man, at en publikumsanalyse er et uhyrlig vigtigt redskab til at finde ud af, hvordan ens produktioner modtages af offentligheden.
Andy Littledale var klar ved Pervasive Media Studio kl. 10:00. Andy er en af personerne bag firmaet SecondSync; et analyse firma som analysere antallet og indholdet af Twitter feeds og Facebook beskeder (som sendes mellem personer) live under diverse TV udsendelser. Ved at se på antallet og indholdet af alle de ofte hundredetusindevis beskeder, kan SecondSync give informationer såsom antal beskeder, køn og indhold fra 30 min. før til 30 min. efter en udsendelse. Folkene bag udsendelsen kan dernæst, mod et nænsomt beløb, bruger informationerne til at se, hvad der skaber interesse hos folk. Andy viste os flere eksempler på, hvad folk reagerer på. 1) Under filmen ’Taken’ med Liam Neeson kom der et bombardement af beskeder lige omkring scenen, hvor Liam siger: ”I will find you. And I will kill you.” Et andet eksempel var da en baby elefant omkommer i BBC naturserien Afrika. Scener som disse betegner Andy som ’peaks’, idet de skaber stor postyr/interesse hos seerne.
Publikumsanalyser er derfor et vigtigt redskab til at forstå ens filmproduktioner. Hvis man ikke tænker over hvordan folk reagere på ens film, forstår man sig aldrig på at lave gode film.
Efter Andy formidable præsentation var dagen slut på PMS. Dvs. slut for dem som ikke havde lyst til at lege!
Folkene bag firmaet, Dare Devil Project, har lavet en ny App. Uden at afsløre for meget (App’en er stadig under udvikling indtil sidst i marts) er App’en en billede/quiz/skattejagt rundt om i Bristol. Folkene bag kom efter Andy præsentation hen og spurgte os, om vi havde lyst til at teste App’en. Jeg sagde selvfølgelig et rungende ”YES!” og 10 min. efter var jeg på skattejagt i Bristol. App’en tog min grupper og jeg på underholdende missioner ved havnen, Queens Square (en park) og ind imellem gader og stræder. Efter jagten skulle vi give al den feedback om gode og dårlige oplevelser, som vi havde noteret os under testen. Konklusionen var, at App’en er meget underholdende hvis man er flere sammen i grupper. Som en lille bonus gav folkene fra Dare Devil Project os nogle chokoladekiks som belønning for at lege – ikke en helt ringe ’trade’, hvis du spørger mig.
Da jeg kom hjem, havde jeg modtaget en glædelig mail. Min pakke, som jeg havde bestilt fra London, var ankommet til Bristol. Eneste minus var dog, at FedEx ikke leverer pakker om lørdagen – så jeg skulle ud på lidt af en cykeltur!
EKSTRA GUF - Lørdag: 42 km eventyr
Jeg kunne imidlertid vente til mandag, hvor en rar pakkemand ville bringe pakken til mig. Problemet var, at jeg ikke havde tålmodighed til at vente. Jeg slog derfor pakkecenterets adresse ind på Google Maps og opdagede at pakkecenteret ligger ved Weston Super-Mare; dvs. vestkysten af Bristol i en afstand af 21 km fra mit hjem. Klokken var på det tidspunkt 10:05 og jeg tænkte, at jeg hellere måtte tjekke, hvornår pakkecenteret havde åbent; om lørdagen har FedEx pakkecenteret åbent til 12:00. Jeg løb derfor ud af døren, greb min cykel og racede afsted. Turen fra mit hjem og til Bristol City Centre gik som de hundredevis af turer, jeg har kørt før. Dejlig bumpet cykelsti og hullede veje. Fra City Centre drog jeg ud mod Bristol Suspension Bridge; den verdensberømte hængebro, der bringer Bristols indbyggere over River Avon. Da jeg ankom til broen, fortalte min mobil-GPS mig at jeg skulle forsætte langs floden indtil jeg kunne se havet. Jeg forsatte godt halvtreds meter på cykelstien, drejet om hjørnet og fik mig en overraskelse. Cykelstien var slut. I stedet bestod de næste otte km af mudder, vandpytter, lidt grus og mere mudder, som min roadbike (ikke mountainbike) skulle igennem. Jeg havde selvfølgelig ingen tid til at tænke på at kører tilbage, så afsted jeg drog! Otte kilometre og en omvej op gennem en motorvejsafkørsel senere ankom jeg til en ny bro. Broen var en meget trafikeret motorvejsbro men havde underligt nok en cykelsti i den ene side. Jeg racede afsted! Halvvejs over broen kiggede jeg ud til den ene side. Et prægtigt syn af River Avon, der snoede sig ind mod Bristol. Da jeg drejede hovedet og kiggede til den anden side, så jeg havet! Jeg vidste, jeg var nær og, ganske rigtigt, klokken 11:04 ankom jeg til FedEx pakkecenteret. Jeg talte med deres receptionist, forklarede min situation og 20 min. efter havde jeg min pakke i hånden. Jeg kunne nu se frem til en 21 km lang tur hjem.
Det var uundgåeligt, at mine fødder, ben og ikke mindst min cykel ikke ville blive mudret. Og det gjorde de. Jeg lignede en offroad muddermand og ligeså gjorde min før pæne, sorte cykel. Da jeg ankom til Bristol City Centre, ledte jeg febrilsk efter en tank e.l., hvor jeg kunne komme til at vaske min cykel. Der var ikke en eneste vask i miles omkreds. Jeg besluttede mig derfor at cykle mod havnen. Jeg tænkte, at der måtte være en lille mole, som gik helt ned til vandet, hvor jeg ville have adgang til vand. Og ganske rigtigt; en lille rampe ledte ned til vandet - men den var bevogtet. Fire store, prægtige svaner stod ved vandkanten og stirrede stift på muddermanden, der var stoppet et par meter fra dem. Skridt for skridt nærmere jeg mig vandkanten, men svanerne blev stående som de grummeste bodyguards i byen. Jeg gik forsigtig over til den side, som ikke var svanebevogtet og lagde min cykel ned i vandet. Med et øje på svanerne og et øje på min cykel, gik jeg i gang med at rense mudderet af med et par lommetørklæder, som jeg dybbede i det kolde vand. Efter 15 min. nervepirrende cykelrensning tog jeg min cykel op og gik baglæns væk fra svanerne, der ikke havde sluppet mig af syne ét eneste øjeblik. Jeg kastede mig op på cyklen og racede væk. Min cykel var ren! Godt 20 min. senere var jeg hjemme i Fishponds og kunne åbne min pakke med et stort smil.
Ingen reel undervisning. Klokken 12:05 (som skulle have været 11:40) mødte jeg ind til min personlige samtale om mit kommende ulvefilmsprojekt til sommer. Personen jeg snakkede med, var Ann – damen fra sidste uge som underviste os i at holde præsentationer.
Gennem året har vi haft flere personlige møder med vores vejledere. Hver gang skrider tiden ofte fra os, så at vi først kommer ind og taler senere end vores tid er sat til. Men – jeg fik talt med Ann og fik forklaret hende min historie. Hun syntes vældig godt om måden, jeg har struktureret historien på og hun forklarede at mit næste trin var at fortælle min historie gennem en såkaldt ’treatment’; et dokument på én-to sider, som skal sælge ideen. Jeg er nu i fuld gang med min treatment samt er begyndt at forfatte mit manuskript.
Tirsdag: Dave er tilbage!
Workshop i Advanced Editing. Efter lang tids fraværen var Dave endelige på pletten. Dave mødte som sædvanligt op med et par gode historier og havde et par uundværlige fifs og tricks til filmredigering med i posen.
Jeg har arbejdet med redigeringsprogrammer i lang tid, så jeg kender til de fleste funktioner i de forskellige software. Men Dave bragte mig og klassen en ny og særdeles brugbar viden. Han forklarede, at man i filmredigering egentlig kun skal tænke over få principper:
- Cut en scene når der sker bevægelse.
- Hvis man skifter fra scene A til scene B til scene A, vil publikum automatisk tænke, at der er gået tid fra første gang de så A. Derfor skal bevægelsen i scene A anden gang være lidt efter bevægelsen i slutningen af scene A første gang.
- Når to personer snakker, vil man helst se reaktionen fra den anden person.
- Tænk altid over funktionen af scenen; giver den mening i resten af historien?
Onsdag: Tre ord
Ingen undervisning. Dagen kan meget vel beskrives med tre ord: Script, script, scipt. Hele dagen gik med at forfatte mit manuskript til min ulvefilm. Desuden arbejdede jeg på min ’treatment’. Kort set beskriver en treatment hele filmen og historien på den mest appetitlige måde. Der skal derfor fest og farver til; ikke noget med svære ord eller komplicerede sætninger. Typisk set vil en ’commissioner’ (dem som skal læse ens treatment og derefter bestemme om filmen skal sættes i produktion) kun læse de første få sætninger og kigge på billederne. Hvis deres opmærksomhed ikke fanges øjeblikkeligt, skal man ikke have store forventninger til at ens film bliver til virkelighed.
Torsdag: At ændre det perfekte
Ingen undervisning. Til gengæld mere script, script, script. Det finurlige ved manuskripter til film er, at selv om man bruger mange, mange timer og tanker på at skabe det, vil manuskriptet med al sandsynlighed ændres; enten fordi nogle nye scener fungerer bedre end oprindeligt tænkt, nogle scener ikke er mulige at få netop som man vil eller at man simpelthen kommer på en genial idé under optagelserne. Ens perfekte manuskript vil derfor oftest ændres gennem produktionsforløbet; men det er kun godt.
Fredag: Dyt, dyt skal vi byt?
Undervisning i Publikumsanalyser. Ordet ’publikumsanalyser’ lyder måske til at være forfærdelig langt væk fra Wildlife Filmmaking. Men ved nærmere inspektion opdager man, at en publikumsanalyse er et uhyrlig vigtigt redskab til at finde ud af, hvordan ens produktioner modtages af offentligheden.
Andy Littledale var klar ved Pervasive Media Studio kl. 10:00. Andy er en af personerne bag firmaet SecondSync; et analyse firma som analysere antallet og indholdet af Twitter feeds og Facebook beskeder (som sendes mellem personer) live under diverse TV udsendelser. Ved at se på antallet og indholdet af alle de ofte hundredetusindevis beskeder, kan SecondSync give informationer såsom antal beskeder, køn og indhold fra 30 min. før til 30 min. efter en udsendelse. Folkene bag udsendelsen kan dernæst, mod et nænsomt beløb, bruger informationerne til at se, hvad der skaber interesse hos folk. Andy viste os flere eksempler på, hvad folk reagerer på. 1) Under filmen ’Taken’ med Liam Neeson kom der et bombardement af beskeder lige omkring scenen, hvor Liam siger: ”I will find you. And I will kill you.” Et andet eksempel var da en baby elefant omkommer i BBC naturserien Afrika. Scener som disse betegner Andy som ’peaks’, idet de skaber stor postyr/interesse hos seerne.
Publikumsanalyser er derfor et vigtigt redskab til at forstå ens filmproduktioner. Hvis man ikke tænker over hvordan folk reagere på ens film, forstår man sig aldrig på at lave gode film.
Efter Andy formidable præsentation var dagen slut på PMS. Dvs. slut for dem som ikke havde lyst til at lege!
Folkene bag firmaet, Dare Devil Project, har lavet en ny App. Uden at afsløre for meget (App’en er stadig under udvikling indtil sidst i marts) er App’en en billede/quiz/skattejagt rundt om i Bristol. Folkene bag kom efter Andy præsentation hen og spurgte os, om vi havde lyst til at teste App’en. Jeg sagde selvfølgelig et rungende ”YES!” og 10 min. efter var jeg på skattejagt i Bristol. App’en tog min grupper og jeg på underholdende missioner ved havnen, Queens Square (en park) og ind imellem gader og stræder. Efter jagten skulle vi give al den feedback om gode og dårlige oplevelser, som vi havde noteret os under testen. Konklusionen var, at App’en er meget underholdende hvis man er flere sammen i grupper. Som en lille bonus gav folkene fra Dare Devil Project os nogle chokoladekiks som belønning for at lege – ikke en helt ringe ’trade’, hvis du spørger mig.
Da jeg kom hjem, havde jeg modtaget en glædelig mail. Min pakke, som jeg havde bestilt fra London, var ankommet til Bristol. Eneste minus var dog, at FedEx ikke leverer pakker om lørdagen – så jeg skulle ud på lidt af en cykeltur!
EKSTRA GUF - Lørdag: 42 km eventyr
Jeg kunne imidlertid vente til mandag, hvor en rar pakkemand ville bringe pakken til mig. Problemet var, at jeg ikke havde tålmodighed til at vente. Jeg slog derfor pakkecenterets adresse ind på Google Maps og opdagede at pakkecenteret ligger ved Weston Super-Mare; dvs. vestkysten af Bristol i en afstand af 21 km fra mit hjem. Klokken var på det tidspunkt 10:05 og jeg tænkte, at jeg hellere måtte tjekke, hvornår pakkecenteret havde åbent; om lørdagen har FedEx pakkecenteret åbent til 12:00. Jeg løb derfor ud af døren, greb min cykel og racede afsted. Turen fra mit hjem og til Bristol City Centre gik som de hundredevis af turer, jeg har kørt før. Dejlig bumpet cykelsti og hullede veje. Fra City Centre drog jeg ud mod Bristol Suspension Bridge; den verdensberømte hængebro, der bringer Bristols indbyggere over River Avon. Da jeg ankom til broen, fortalte min mobil-GPS mig at jeg skulle forsætte langs floden indtil jeg kunne se havet. Jeg forsatte godt halvtreds meter på cykelstien, drejet om hjørnet og fik mig en overraskelse. Cykelstien var slut. I stedet bestod de næste otte km af mudder, vandpytter, lidt grus og mere mudder, som min roadbike (ikke mountainbike) skulle igennem. Jeg havde selvfølgelig ingen tid til at tænke på at kører tilbage, så afsted jeg drog! Otte kilometre og en omvej op gennem en motorvejsafkørsel senere ankom jeg til en ny bro. Broen var en meget trafikeret motorvejsbro men havde underligt nok en cykelsti i den ene side. Jeg racede afsted! Halvvejs over broen kiggede jeg ud til den ene side. Et prægtigt syn af River Avon, der snoede sig ind mod Bristol. Da jeg drejede hovedet og kiggede til den anden side, så jeg havet! Jeg vidste, jeg var nær og, ganske rigtigt, klokken 11:04 ankom jeg til FedEx pakkecenteret. Jeg talte med deres receptionist, forklarede min situation og 20 min. efter havde jeg min pakke i hånden. Jeg kunne nu se frem til en 21 km lang tur hjem.
Det var uundgåeligt, at mine fødder, ben og ikke mindst min cykel ikke ville blive mudret. Og det gjorde de. Jeg lignede en offroad muddermand og ligeså gjorde min før pæne, sorte cykel. Da jeg ankom til Bristol City Centre, ledte jeg febrilsk efter en tank e.l., hvor jeg kunne komme til at vaske min cykel. Der var ikke en eneste vask i miles omkreds. Jeg besluttede mig derfor at cykle mod havnen. Jeg tænkte, at der måtte være en lille mole, som gik helt ned til vandet, hvor jeg ville have adgang til vand. Og ganske rigtigt; en lille rampe ledte ned til vandet - men den var bevogtet. Fire store, prægtige svaner stod ved vandkanten og stirrede stift på muddermanden, der var stoppet et par meter fra dem. Skridt for skridt nærmere jeg mig vandkanten, men svanerne blev stående som de grummeste bodyguards i byen. Jeg gik forsigtig over til den side, som ikke var svanebevogtet og lagde min cykel ned i vandet. Med et øje på svanerne og et øje på min cykel, gik jeg i gang med at rense mudderet af med et par lommetørklæder, som jeg dybbede i det kolde vand. Efter 15 min. nervepirrende cykelrensning tog jeg min cykel op og gik baglæns væk fra svanerne, der ikke havde sluppet mig af syne ét eneste øjeblik. Jeg kastede mig op på cyklen og racede væk. Min cykel var ren! Godt 20 min. senere var jeg hjemme i Fishponds og kunne åbne min pakke med et stort smil.