Mandag: Hyggelige inputs
Undervisning i at… se film? Det er sidste uge af første semester på MA Wildlife Filmmaking og det betyder at der indføres små ”hygge-input” i undervisningen. De første 90 minutter stod på at se og gennemgå vores film til Brilliant Britain. Min gruppe og jeg viste vores film om Dorene og klassen var ganske imponeret over hvordan vi havde struktureret historien, komponeret musikken, opsat diverse dansescener og ikke mindst fortalt om Dorene selv. De andre gruppers film var også interessante at se. Undervejs i redigeringsprocessen havde vi alle siddet i samme redigeringsrum, så det kunne ikke undgås at vi hørte eller så brudstykker fra de andre gruppers film før i dag. De tre andre grupper havde lavet film om: Et usynligt cirkus i Bristol, en økologisk farm drevet af frivillige og historien cykelstien mellem Bristol og Bath (en cykelsti jeg benytter hver dag).
Efter screeningen (at se filmene) bedte vores underviser Peter os om at hente en stor kop kaffe og popcorn hvis vi kunne finde dem. Vi skulle over den næste halvanden time se en dokumentarfilm om jægere på Savannen i Afrika. Filmen hed The Great Dance: A Hunter's Story og den gav et meget intimt indblik i jægerenes hverdag og i hvordan de trackede og nedlagde byttedyr. Nogle fra klassen mente, at filmen var for lang men jeg fandt den ganske underholdende og til tider lærerig.
Men hyggen var ikke slut endnu. En times frokostpause og vi var klar til at få særligt besøg.
En af sidste års studerende, Darren Williams, trådte ind ad døren. Darren var den studerende, som filmede et forskerholds rejse til Kina for at finde kæmpesalamandere sidste år. Hans film blev modtaget med stor begejstring fra BBC og fra mit hold og jeg. Filmen er desuden med i kapløbet om at blive ”Bedste Film” til en snarlig prisuddeling for sidste års studerendes film.
Darren fortalte om alle de råd, han havde tilegnet sig over året. Han fortalte desuden om sit første job som runner (altmuligmand) på en serie om knogler hos BBC (hvilket han blev tilbudt dagen efter BBC havde set hans film). Darren påpegede, at vi vil være overkvalificerede til et job som runner, men at vi bestemt ikke skal sige nej tak til jobbet. Jobbet havde givet ham meget indsigt i at arbejde på en større film produktion og havde desuden været meget vigtig networking for ham.
Efter Darrens fortælling om sit liv de sidste par måneder var han klar til alverdens spørgsmål fra klassen. Vi spurgte om dit og om dat, og Darren var mere end villig til at prøve at svare på alle spørgsmålene. I slutningen af sessionen viste Darren det udstyr frem, som han havde brugt til at optage filmen. Han havde valgt en mere let løsning bestående af et Sony DSLR kamera, Sony DSLR mikrofon og en lille lampe (som han kunne sætte på sit kamera), som han let kunne bære rundt på i felten i Kina.
Sidst er det værd at påpege, at Darren havde medbragt kager (Mince Pies) til alle på holdet. Havde han ikke givet et godt foredrag, ville han alligevel have redet dagen pga. kagerne.
Tirsdag: Vi kan levere varen
Workshop i ”Media Delivering”. Dave var som altid på pletten. Denne gang var han imidlertid iklædt en fin sort skjorte, da han skulle til et vigtigt møde i London lige efter frokost.
Dave underviste os i at bruge de efter BBC ”korrekte” indstillinger i redigeringsprogrammerne (Adobe Premiere Pro, Final Cut Pro og Avid). Selvom disse indstillinger er noget af det vigtigste for redigeringsprocessen, kæmpe rigtig mange folk i industrien med at finde den rigtige løsning. Simpelt forklaret er der mange indstillinger, som kan justeres før man går i gang med redigeringen af ens film. Samme gælder når ens film skal vises på TV, på internettet eller gemmes i et arkiv. Dave var imidlertid god til at påpege, hvilke indstillinger, der vil virke bedst til en given situation. Han påpegede desuden, at vi efter denne workshop nu vidste mere omkring dette emne end mange folk i industrien. En viden der helt klart vil komme os til gavn til et fremtidigt job som wildlife filmmaker.
Vi spiste vores frokost færdig og Dave var på vej til London. Mit hold blev imidlertid i redigeringsrummet for at hjælpe hinanden med redigering af diverse småfilm. Jeg hjalp med redigering af en film om en farm med røde glenter, et interview herfra og en sekvens om freestyle skateboard, bmx og løbehjul på en indendørsbane i Bristol.
Hjemme i Fishponds stod resten af dagen på diverse arbejdsopgaver. Natten derimod stod på at glæde sig umådeligt meget til onsdag…
Onsdag: En onsdag ikke helt som de andre
Ingen undervisning. Onsdagen var som en ganske normal onsdag på MA Wildlife Filmmaking med undtagelse af én ganske særlig begivenhed, som skulle gøre det til en onsdag, der var ikke helt som de andre. Det meste af min dag stod på arbejde med forskellige opgaver. Men klokken 15:45 forlod jeg mit hjem og drog mod campus. Her satte jeg mig ind i ”afslapningsrummet” sammen med tre andre fra mit hold og fik en large latté og et stykke 73 % mørk chokolade. Vi snakkede og hyggede og ventede…
Klokken 16:50 gik vi mod rum 0D55. Vi satte os ind, nuppede lidt fra det frie kikse-juice-vin bord og ventede lidt længere…
Klokken 17:01 trådte han ind ad døren.
En lille, robust mand med en karismatisk skotsk accent satte sig i stolen oppe ved lærredet og han var nu klar til at underholde i de næste to timer. Manden var den verdensberømte kameramand, Doug Allan. Han er beskrevet af David Attenborough som ”The toughest in the business” og han er nok verdens bedste indenfor sit område: Naturkameramand i arktiske egne og under isen.
Doug fortalte og fortalte om sine episke eventyr på Arktis og sine møder med nysgerrige isbjørne, sky narhvaler og ikke mindst den bidende kulde. Han fortalte om hele sin karriere som havbiolog, naturfotograf og kameramand for BBC. Jeg (og nok også de andre i salen) var dybt fascineret af hans historier og eventyr, og de to timer gik hurtigere end en arktisk stormvind over isen. Men selvom tiden løb mod enden, var Doug mere end villig til at blive og svare på spørgsmål, snakke med os på MA Wildlife Filmmaking og ikke mindst signere et eksemplar af hans nyeste bog ”Freeze Frame”, som han havde medbragt til køb denne aften. Der var mange spørgsmål, endnu mere snak og adskillige bøger, der skulle signeres. Men jeg fik ikke nogen bog.
I stedet gik jeg hen til Doug og fortalte ham, at jeg var meget imponeret af hans værker og at jeg gerne vil ”have ham med i felten, når jeg i fremtiden skulle ud og optage naturfilm”. Doug smilte og sagde på mest skotske vis ”thank you” og at han var glad for at jeg syntes om hans arbejde. Jeg rakte nu et objekt til Doug og sagde, at det var sådan her at jeg ville bringe ham med mig i felten. Doug smilte endnu mere og sagde; ”Det må jeg sige! Jeg har aldrig signeret en gummistøvle før.”
Så ja – jeg kan nu bringe den verdensberømte kameramand, Doug Allan, med mig i felten, når jeg skal ud og optage nye naturfilm. Det var en onsdag ikke helt som de andre.
Torsdag: Guldmønter til alle
Undervisning i ”Directing for TV”. Sanjida var for sidste gang på pletten til at fortælle os om at instruere værter på TV samt at lave interviews. Sanjida har selv været en vært og har instrueret andre værter, så hun havde en masse erfaring med i posen.
En af de vigtigste pointer hun gav var, at værter ofte er ”sarte væsener”. Med det mener hun, at deres ego og selvopfattelse er lidt ud over det sædvanelige. Derfor skal man behandle dem med en vis omhu samt sørge for at de er godt tilpas. Sidste punkt er mht. at de skal vises på TV, så de skal ikke være bleghvide af sukkermangel eller snavsede som en grisebasse i et mudderhul (på nogle shows skal de dog).
Derudover påpegede Sanjida, at værten skal vide, hvad han skal snakke om. Derfor skal man holde informationsmængden høj men mængden af tekst lav i et manuskript, idet det er de færreste værter, som kan huske alt hvad de skal sige og er informeret nok til at kunne improvisere.
Sanjida forlod os kort før frokost og ønskede os forinden alt godt i fremtiden. Efter frokostpausen kom Lucy ind ad døren. Lucy har arbejdet med The One Show (svarende til Godaften Danmark) og The Watches (unikt i England – et live naturprogram om den engelske natur i foråret og om efteråret) i mange, mange år, så hun vidste alt om hvad det kræver at få vist sine film på disse shows. De to shows har vidt forskellige seere, men vil begge vise udsendelser som er nye, har en god historie og er underholdende. De typiske ”film”, som vises der er mellem 3:00-4:30 min. og deres videnskabelige informationsmængde (især på The One Show) er holdt på et minimum.
Lucy påpegede, at mange kommende wildlife filmmakers drømmer om at lave de såkaldte blue-chip udsendelser (ordet stammer fra finansverdenen, hvor de ’blå chip’ selskaber er meget værdigfulde og pålidelige i alle tider. Eksempler er de store naturserier såsom Planet Earth og The Blue Planet etc.), men at der er rigtig gode muligheder som kameramand på shows såsom The One Show/The Watches. De er især også gode, hvis man elsker medier og det meget fast-paced liv som følger med.
Da det var sidste undervisningsdag havde vores kursusvejleder, Susan Mcmillan, selvfølgelig forberedt en lille overraskelse. Efter at Lucy havde holdt sin præsentation, delte Susan små poser med chokolade guldmønter ud til alle i klassen. Vi var alle meget fornøjede men også lidt triste. Vi blev mindet om, at vi nu var halvvejs igennem kurset mht. undervisning og at tiden var gået alt for hurtig. Men sådan er det, når man har det sjovt på nok verdens bedste wildlife filmmaking kursus.
Fredag: Julepause
Ingen undervisning. Dagen gik med julegaveindkøb og indkøb af engelsk produkter, som diverse af mine venner fra Danmark har efterspurgt. En del af dagen blev også benyttet på arbejde med diverse opgaver.
Da Julen snart står for døren, holder jeg en lille pause fra ugebloggen. Jeg er tilbage igen fra 13. januar, idet der ikke er meget at skrive om mht. hvad jeg oplever på kurset over Julen. Men hold øje med bloggen i næste uge – der kommer en lille jule-blog om to ganske ”særlige” arrangementer jeg skal til.
Undervisning i at… se film? Det er sidste uge af første semester på MA Wildlife Filmmaking og det betyder at der indføres små ”hygge-input” i undervisningen. De første 90 minutter stod på at se og gennemgå vores film til Brilliant Britain. Min gruppe og jeg viste vores film om Dorene og klassen var ganske imponeret over hvordan vi havde struktureret historien, komponeret musikken, opsat diverse dansescener og ikke mindst fortalt om Dorene selv. De andre gruppers film var også interessante at se. Undervejs i redigeringsprocessen havde vi alle siddet i samme redigeringsrum, så det kunne ikke undgås at vi hørte eller så brudstykker fra de andre gruppers film før i dag. De tre andre grupper havde lavet film om: Et usynligt cirkus i Bristol, en økologisk farm drevet af frivillige og historien cykelstien mellem Bristol og Bath (en cykelsti jeg benytter hver dag).
Efter screeningen (at se filmene) bedte vores underviser Peter os om at hente en stor kop kaffe og popcorn hvis vi kunne finde dem. Vi skulle over den næste halvanden time se en dokumentarfilm om jægere på Savannen i Afrika. Filmen hed The Great Dance: A Hunter's Story og den gav et meget intimt indblik i jægerenes hverdag og i hvordan de trackede og nedlagde byttedyr. Nogle fra klassen mente, at filmen var for lang men jeg fandt den ganske underholdende og til tider lærerig.
Men hyggen var ikke slut endnu. En times frokostpause og vi var klar til at få særligt besøg.
En af sidste års studerende, Darren Williams, trådte ind ad døren. Darren var den studerende, som filmede et forskerholds rejse til Kina for at finde kæmpesalamandere sidste år. Hans film blev modtaget med stor begejstring fra BBC og fra mit hold og jeg. Filmen er desuden med i kapløbet om at blive ”Bedste Film” til en snarlig prisuddeling for sidste års studerendes film.
Darren fortalte om alle de råd, han havde tilegnet sig over året. Han fortalte desuden om sit første job som runner (altmuligmand) på en serie om knogler hos BBC (hvilket han blev tilbudt dagen efter BBC havde set hans film). Darren påpegede, at vi vil være overkvalificerede til et job som runner, men at vi bestemt ikke skal sige nej tak til jobbet. Jobbet havde givet ham meget indsigt i at arbejde på en større film produktion og havde desuden været meget vigtig networking for ham.
Efter Darrens fortælling om sit liv de sidste par måneder var han klar til alverdens spørgsmål fra klassen. Vi spurgte om dit og om dat, og Darren var mere end villig til at prøve at svare på alle spørgsmålene. I slutningen af sessionen viste Darren det udstyr frem, som han havde brugt til at optage filmen. Han havde valgt en mere let løsning bestående af et Sony DSLR kamera, Sony DSLR mikrofon og en lille lampe (som han kunne sætte på sit kamera), som han let kunne bære rundt på i felten i Kina.
Sidst er det værd at påpege, at Darren havde medbragt kager (Mince Pies) til alle på holdet. Havde han ikke givet et godt foredrag, ville han alligevel have redet dagen pga. kagerne.
Tirsdag: Vi kan levere varen
Workshop i ”Media Delivering”. Dave var som altid på pletten. Denne gang var han imidlertid iklædt en fin sort skjorte, da han skulle til et vigtigt møde i London lige efter frokost.
Dave underviste os i at bruge de efter BBC ”korrekte” indstillinger i redigeringsprogrammerne (Adobe Premiere Pro, Final Cut Pro og Avid). Selvom disse indstillinger er noget af det vigtigste for redigeringsprocessen, kæmpe rigtig mange folk i industrien med at finde den rigtige løsning. Simpelt forklaret er der mange indstillinger, som kan justeres før man går i gang med redigeringen af ens film. Samme gælder når ens film skal vises på TV, på internettet eller gemmes i et arkiv. Dave var imidlertid god til at påpege, hvilke indstillinger, der vil virke bedst til en given situation. Han påpegede desuden, at vi efter denne workshop nu vidste mere omkring dette emne end mange folk i industrien. En viden der helt klart vil komme os til gavn til et fremtidigt job som wildlife filmmaker.
Vi spiste vores frokost færdig og Dave var på vej til London. Mit hold blev imidlertid i redigeringsrummet for at hjælpe hinanden med redigering af diverse småfilm. Jeg hjalp med redigering af en film om en farm med røde glenter, et interview herfra og en sekvens om freestyle skateboard, bmx og løbehjul på en indendørsbane i Bristol.
Hjemme i Fishponds stod resten af dagen på diverse arbejdsopgaver. Natten derimod stod på at glæde sig umådeligt meget til onsdag…
Onsdag: En onsdag ikke helt som de andre
Ingen undervisning. Onsdagen var som en ganske normal onsdag på MA Wildlife Filmmaking med undtagelse af én ganske særlig begivenhed, som skulle gøre det til en onsdag, der var ikke helt som de andre. Det meste af min dag stod på arbejde med forskellige opgaver. Men klokken 15:45 forlod jeg mit hjem og drog mod campus. Her satte jeg mig ind i ”afslapningsrummet” sammen med tre andre fra mit hold og fik en large latté og et stykke 73 % mørk chokolade. Vi snakkede og hyggede og ventede…
Klokken 16:50 gik vi mod rum 0D55. Vi satte os ind, nuppede lidt fra det frie kikse-juice-vin bord og ventede lidt længere…
Klokken 17:01 trådte han ind ad døren.
En lille, robust mand med en karismatisk skotsk accent satte sig i stolen oppe ved lærredet og han var nu klar til at underholde i de næste to timer. Manden var den verdensberømte kameramand, Doug Allan. Han er beskrevet af David Attenborough som ”The toughest in the business” og han er nok verdens bedste indenfor sit område: Naturkameramand i arktiske egne og under isen.
Doug fortalte og fortalte om sine episke eventyr på Arktis og sine møder med nysgerrige isbjørne, sky narhvaler og ikke mindst den bidende kulde. Han fortalte om hele sin karriere som havbiolog, naturfotograf og kameramand for BBC. Jeg (og nok også de andre i salen) var dybt fascineret af hans historier og eventyr, og de to timer gik hurtigere end en arktisk stormvind over isen. Men selvom tiden løb mod enden, var Doug mere end villig til at blive og svare på spørgsmål, snakke med os på MA Wildlife Filmmaking og ikke mindst signere et eksemplar af hans nyeste bog ”Freeze Frame”, som han havde medbragt til køb denne aften. Der var mange spørgsmål, endnu mere snak og adskillige bøger, der skulle signeres. Men jeg fik ikke nogen bog.
I stedet gik jeg hen til Doug og fortalte ham, at jeg var meget imponeret af hans værker og at jeg gerne vil ”have ham med i felten, når jeg i fremtiden skulle ud og optage naturfilm”. Doug smilte og sagde på mest skotske vis ”thank you” og at han var glad for at jeg syntes om hans arbejde. Jeg rakte nu et objekt til Doug og sagde, at det var sådan her at jeg ville bringe ham med mig i felten. Doug smilte endnu mere og sagde; ”Det må jeg sige! Jeg har aldrig signeret en gummistøvle før.”
Så ja – jeg kan nu bringe den verdensberømte kameramand, Doug Allan, med mig i felten, når jeg skal ud og optage nye naturfilm. Det var en onsdag ikke helt som de andre.
Torsdag: Guldmønter til alle
Undervisning i ”Directing for TV”. Sanjida var for sidste gang på pletten til at fortælle os om at instruere værter på TV samt at lave interviews. Sanjida har selv været en vært og har instrueret andre værter, så hun havde en masse erfaring med i posen.
En af de vigtigste pointer hun gav var, at værter ofte er ”sarte væsener”. Med det mener hun, at deres ego og selvopfattelse er lidt ud over det sædvanelige. Derfor skal man behandle dem med en vis omhu samt sørge for at de er godt tilpas. Sidste punkt er mht. at de skal vises på TV, så de skal ikke være bleghvide af sukkermangel eller snavsede som en grisebasse i et mudderhul (på nogle shows skal de dog).
Derudover påpegede Sanjida, at værten skal vide, hvad han skal snakke om. Derfor skal man holde informationsmængden høj men mængden af tekst lav i et manuskript, idet det er de færreste værter, som kan huske alt hvad de skal sige og er informeret nok til at kunne improvisere.
Sanjida forlod os kort før frokost og ønskede os forinden alt godt i fremtiden. Efter frokostpausen kom Lucy ind ad døren. Lucy har arbejdet med The One Show (svarende til Godaften Danmark) og The Watches (unikt i England – et live naturprogram om den engelske natur i foråret og om efteråret) i mange, mange år, så hun vidste alt om hvad det kræver at få vist sine film på disse shows. De to shows har vidt forskellige seere, men vil begge vise udsendelser som er nye, har en god historie og er underholdende. De typiske ”film”, som vises der er mellem 3:00-4:30 min. og deres videnskabelige informationsmængde (især på The One Show) er holdt på et minimum.
Lucy påpegede, at mange kommende wildlife filmmakers drømmer om at lave de såkaldte blue-chip udsendelser (ordet stammer fra finansverdenen, hvor de ’blå chip’ selskaber er meget værdigfulde og pålidelige i alle tider. Eksempler er de store naturserier såsom Planet Earth og The Blue Planet etc.), men at der er rigtig gode muligheder som kameramand på shows såsom The One Show/The Watches. De er især også gode, hvis man elsker medier og det meget fast-paced liv som følger med.
Da det var sidste undervisningsdag havde vores kursusvejleder, Susan Mcmillan, selvfølgelig forberedt en lille overraskelse. Efter at Lucy havde holdt sin præsentation, delte Susan små poser med chokolade guldmønter ud til alle i klassen. Vi var alle meget fornøjede men også lidt triste. Vi blev mindet om, at vi nu var halvvejs igennem kurset mht. undervisning og at tiden var gået alt for hurtig. Men sådan er det, når man har det sjovt på nok verdens bedste wildlife filmmaking kursus.
Fredag: Julepause
Ingen undervisning. Dagen gik med julegaveindkøb og indkøb af engelsk produkter, som diverse af mine venner fra Danmark har efterspurgt. En del af dagen blev også benyttet på arbejde med diverse opgaver.
Da Julen snart står for døren, holder jeg en lille pause fra ugebloggen. Jeg er tilbage igen fra 13. januar, idet der ikke er meget at skrive om mht. hvad jeg oplever på kurset over Julen. Men hold øje med bloggen i næste uge – der kommer en lille jule-blog om to ganske ”særlige” arrangementer jeg skal til.