Mandag: Den kommende fremtid
Denne mandag var lidt anderledes end andre mandage. Hele dagen gik med at diskutere i grupper, hvad vores idé til vores afsluttende film skal være. Vi gav hinanden input og forslag og snakkede med Peter (lærer) om hvordan projekterne kommer til at udfolde sig i den nære fremtid. Størstedelen af projekterne er stadig i udvikling, så jeg venter lidt med at forklare, hvad der bliver lavet af de andre studerende på mit hold. For mit vedkommende kommer projektet stadig til at handle om ulve i Danmark fortalt gennem unikke karakterer.
Tirsdag: Tjek den langsomme gengivelse
Workshop i high-speed filming. Dave var klar til årets første workshop, som skulle involvere et hold glade og kreative wildlife filmmaking studerende, en flaske med vand, let mel, ild og en Nerf gun.
High-speed filmning, eller film optaget i super slowmotion, er et unikt redskab i filmenes verden, der ofte bruges i mere kreative sammenhænge. Med et high-speed kamera kan man ’sænke tiden’, så at man kan filme begivenheder, man ikke kan se med det blotte øje. Kameraet vi benyttede krævede en del opsætning (det var en ældre model) og ekstra udstyr for at kunne filme, så Dave stod for det meste af opsætningen. Det forekommer desuden således, at når vi booker kameraet på Uni, følger der en person med, som kan håndtere og opsætte kameraet for os.
Efter den lidt møjsommelige opsætning var vi klar til at udfolde os kreativt. Første på banen var Jen, som lavede den klassiske prutte-mund, så at læberne blaffrede. I næste omgang stod Ross klar, der fik sprøjtet vand i hovedet, skudt en Nerf gun skumpatron på næsen og klasket på siden af ansigtet af Ben – alt sammen tog 1.5 sekunder, men udgjorde en fortrinlig og morsom scene ved afspilningen bagefter. Herefter var Ida på banen, hvor hun blæste mel mod kameraet. Sam skød med Nerf gunnen mod linsen og lavede et lille trick med en lighter. Hele holdet gik nu udenfor, hvor drengene stillede op til en spurt hen ad vejen. De blev skubbet, hevet i trøjer og råbt og skreget under det ~10 sekunders lange løb. Resultatet var en umådelig underholdende scene med drengene fra holdet.
Workshoppen har givet os et godt indblik i hvor krævende slow-motion optagelser kan være. Foruden forberedelse, setup og udførelse, kommer der et ofte stort stykke arbejde bagefter med at håndtere film-filerne på computeren. Men uanset hvad, er og forbliver slow-motion filmning en ufattelig underholdende måde at optage film på.
Onsdag: Idéudvikling
Ingen undervisning. Hele dagen gik med at søge information til samt udvikling af historien til mit afsluttende projekt her til sommer. Som før fortalt skal projektet handle om ulve i Danmark. Jeg har planlagt at lave naturdokumentaren lidt anderledes end normale dokumentarer. Landet ligger således, at jeg vil inkorporere en mere filmisk tilgang til dokumentaren samt fokusere stærkt på filmens historie. Jeg har et par tricks oppe i ærmet til at få ideen til at lykkedes. Men i skrivende stund er hele processen stadig under udvikling, så mere information får I ikke i denne omgang.
Torsdag: Idévidereudvikling
Ingen undervisning. Det meste af dagen gik med arbejde videre på min afsluttende projekt; igen med henblik på historien i filmen samt filmens karakterer. På mandag skal hele projektet præsenteres (pitches) til folk fra BBC, som herefter vil give feedback.
Fredag: Ingen klichéer, tak
Ingen reel undervisning. Hele dagen gik med at præsentere (og høre på præsentationer) om ideerne til vores kommende animationsprojekter. Præsentationerne skulle holdes over for de to klasser (MA Wildlife Filmmaking og MA Animation) samt klassernes kursus vejledere. Meningen var at give feedback til de forskelige projekter. Feedbacken skal grupperne efterfølgende bruge til at udarbejde det endelige projekt, som (også) skal præsenteres for BBC om tre ugers tid. Der er en masse spændende projekter i spil. Alle gruppernes projekter var forskellige fra hinanden, hvilket alle var meget overraskede over. Grundideen er naturbevaring men måden det håndteres på er helt frit. Alle grupperne havde valgt et ’hot-topic’ indenfor naturbevaring og en meget original måde at fortælle historien på. Vi blev imidlertid påbudt at have så meget originalitet som muligt og hver gang der var noget der bare mindede om klichéer, udbrød MA Animations kursusvejler: *Kliché! I do not want to see it!” – vi kan derfor forvente et par yderst særegne og kreative projekter i den kommende fremtid. Men da alle projekterne stadig er under udvikling, vil jeg ikke afsløre noget endnu. Jeg fortæller om projekterne, når de er mere ’faste i kødet’ og har været pitched til BBC.
Blog
Dette er min blog, hvor jeg giver ugentlige updates på min wildlife filmmaking uddannelse i Bristol.
Jeg læser gerne jeres kommentarer.
Billeder fra uddannelsen: