Mandag: At være sælger
Hver mandag har vi det ugentlige ”production meeting”. Under mødet diskuterer vi forskellige produktioner: Film, udstillinger og formidlingsprodukter. Som ”hjemmearbejde” skal vi se så mange naturdokumentarer som muligt og tænke på dem i et kritisk og produktionsmæssigt øjemed.
Efter mødet havde vi en workshop om ”commisioning”. Commisioning er den proces, hvor produktionen skal sælges og dermed få grønt lys til at blive produceret. Processen kan være langtrukken og der stilles ofte store krav til produktionerne; den skal være enestående flot, fortælle en eminent historie, formidle videnskab på højt plan og ellers videre derud af. Under workshoppen fik vi til opgave at udtænke en serie til BBC One (svarende til DR1) som skulle inkludere alle aspekterne i BBC’s produktionskrav (meget lignende dem jeg lige har nævnt). Vores gruppe fandt på en genial serie om et forskerhold på eventyr efter sjældne og truede dyr verden over. Vi skulle da præsentere og ”sælge” ideen for klassen. Under et bombardement af spørgsmål og kommentarer, fik vi (vidst) solgt ideen i sidste ende.
Tirsdag: Hør godt efter
Workshop om lyd og lydudstyr. Over otte timer underviste Michele Caruso os i at optage lyd, lydteori, lydudstyr, lydindstillinger, lyddesign og foley. Det viser sig, at film og lyd meget sjældent optages på samme tid, når man laver naturdokumentarer. Naturdokumentarer benytter ofte foley; at sidde i et lydtæt rum og lave plaske, smaske, bankelyde for at skabe de korrekte lydeffekter til filmen. Derudover optages lyde på samme steder som filmen blev optaget, men ofte lang tid efter. At optage lyd er en meget krævende proces, der tester din fysik, udholdende og ikke mindst tålmodighed. Der går mindst lige så meget arbejde i at optage perfekte lyde, som der går i at optage de perfekte billeder.
Dagens workshop tillod ikke meget håndtering af udstyr. Vi skulle blot lytte godt efter. Til gengæld tog jeg revanche og bookede 20 kg lydudstyr. Min weekend står i lydens tegn. Alt der laver lyd vil få en mikrofon sneget ind tæt på sig.
Onsdag: Et glimt af virkeligheden
Ingen undervisning men masser af research og… film. Hjemmearbejdet til torsdag består i at se fem timers naturdokumentarer, heriblandt den meget anbefalelsesværdige ”100 Years Of Wildlife Films, 2007”. Dokumentaren giver et overraskende indblik i naturdokumentarernes historie.
Foruden researchen og film arbejdede jeg desuden videre på et lille projekt, som snart afsløres.
Jeg bragte lydudstyr ud til et naturområde tæt på hvor jeg bor. Til min store overraskelse måtte jeg give Hr. Caruso (lydlæren) ret. En mikrofon får i høj grad folk til at opføre sig underligt. I sidste uge optog jeg en del filmsekvenser i samme område. Folk var nysgerrige og spurgte pænt til hvad jeg lavede. I dag, derimod, var det ikke spørgsmål de stillede. Nogle unge drenge kom gående mod mig cirka 50 meter henne af stien. I samme sekund som jeg hiver mikrofonen frem af tasken, hører jeg: ”Bvaaargh! Uuuhyginaff! Blublublublip!” De unge drenge havde set min store pelsede mikrofon og besluttede sig for at de nu var skovens mestre i dyrelyde. Det var de ikke.
Pointen er, at en mikrofon i langt højere grad får folk til at ”interagere med produktionen”. Et kamera lokker også folk til, men folk vil meget sjældent filmes. Derimod er der ingen grænser hvad angår hujende pruttelyde.
Torsdag: En brillant overraskelse
Gårsdagens femtimers naturdokumentarer skulle i dag bruges sammen med produceren, Susie Painter. Susie underviste os i naturdokumentarernes historie samt hvordan naturdokumentarer har udviklet sig gennem tiden. Jeg anbefaler igen at se filmen ”100 Years of Wildlife Films, 2007”, idet den fint illustrerer, at naturdokumentarer har spundet/spinder vidt fra de mægtige Planet Earth til mere børnevenlige eller action prægede (i USA) typer af naturdokumentarer.
Efter frokostpausen, som i England er en hel time, fik vi særligt besøg. Producer Clare Gill kom forbi og stillede os til opgave at lave en fem minutters film til Brilliant Britain; en spritny serie der fejre England, Skotland, Wales og Det Nordlige Irland. Filmen skal produceres til sidst i november, hvorefter den vil vises på community TV i England (jeg skal gøre alt for at DK også kan se den). Min gruppe og jeg er nu i gang med at researche os frem til en historie, som vil være passende for filmen. Jeg har fået til opgave at håndtere den lydmæssige del af produktionen, mens de tre andre i gruppen håndterer kamera, redigering og research.
Fredag: Der lyt en lille lyd
Ingen undervisning. Dagen i dag har stået på test af (næsten) alt tænkeligt lydudstyr. Lige fra Sennheiser 416 til Røde NT4 Stereo Condenser til Sound Device 552 Mixer er blevet testet, afprøvet og leget med. Min gode ven Thomas Mould og jeg drog på eventyr på campussets parkeringsplads, hvor vi optog en dramatisk lydsekvens. Hele dagen gav et overraskende indblik i, hvad det indebærer at være lydmand/kvinde på en produktion. Ugens ”take-home message” må være: Lyt godt efter og tænk på de stakkels lydfolk, som leverer et altafgørende stykke arbejde til naturdokumentaren.
PS. Det er sværere at bringe 20 kg lydstyr hjem via bus end du tror.
Hver mandag har vi det ugentlige ”production meeting”. Under mødet diskuterer vi forskellige produktioner: Film, udstillinger og formidlingsprodukter. Som ”hjemmearbejde” skal vi se så mange naturdokumentarer som muligt og tænke på dem i et kritisk og produktionsmæssigt øjemed.
Efter mødet havde vi en workshop om ”commisioning”. Commisioning er den proces, hvor produktionen skal sælges og dermed få grønt lys til at blive produceret. Processen kan være langtrukken og der stilles ofte store krav til produktionerne; den skal være enestående flot, fortælle en eminent historie, formidle videnskab på højt plan og ellers videre derud af. Under workshoppen fik vi til opgave at udtænke en serie til BBC One (svarende til DR1) som skulle inkludere alle aspekterne i BBC’s produktionskrav (meget lignende dem jeg lige har nævnt). Vores gruppe fandt på en genial serie om et forskerhold på eventyr efter sjældne og truede dyr verden over. Vi skulle da præsentere og ”sælge” ideen for klassen. Under et bombardement af spørgsmål og kommentarer, fik vi (vidst) solgt ideen i sidste ende.
Tirsdag: Hør godt efter
Workshop om lyd og lydudstyr. Over otte timer underviste Michele Caruso os i at optage lyd, lydteori, lydudstyr, lydindstillinger, lyddesign og foley. Det viser sig, at film og lyd meget sjældent optages på samme tid, når man laver naturdokumentarer. Naturdokumentarer benytter ofte foley; at sidde i et lydtæt rum og lave plaske, smaske, bankelyde for at skabe de korrekte lydeffekter til filmen. Derudover optages lyde på samme steder som filmen blev optaget, men ofte lang tid efter. At optage lyd er en meget krævende proces, der tester din fysik, udholdende og ikke mindst tålmodighed. Der går mindst lige så meget arbejde i at optage perfekte lyde, som der går i at optage de perfekte billeder.
Dagens workshop tillod ikke meget håndtering af udstyr. Vi skulle blot lytte godt efter. Til gengæld tog jeg revanche og bookede 20 kg lydudstyr. Min weekend står i lydens tegn. Alt der laver lyd vil få en mikrofon sneget ind tæt på sig.
Onsdag: Et glimt af virkeligheden
Ingen undervisning men masser af research og… film. Hjemmearbejdet til torsdag består i at se fem timers naturdokumentarer, heriblandt den meget anbefalelsesværdige ”100 Years Of Wildlife Films, 2007”. Dokumentaren giver et overraskende indblik i naturdokumentarernes historie.
Foruden researchen og film arbejdede jeg desuden videre på et lille projekt, som snart afsløres.
Jeg bragte lydudstyr ud til et naturområde tæt på hvor jeg bor. Til min store overraskelse måtte jeg give Hr. Caruso (lydlæren) ret. En mikrofon får i høj grad folk til at opføre sig underligt. I sidste uge optog jeg en del filmsekvenser i samme område. Folk var nysgerrige og spurgte pænt til hvad jeg lavede. I dag, derimod, var det ikke spørgsmål de stillede. Nogle unge drenge kom gående mod mig cirka 50 meter henne af stien. I samme sekund som jeg hiver mikrofonen frem af tasken, hører jeg: ”Bvaaargh! Uuuhyginaff! Blublublublip!” De unge drenge havde set min store pelsede mikrofon og besluttede sig for at de nu var skovens mestre i dyrelyde. Det var de ikke.
Pointen er, at en mikrofon i langt højere grad får folk til at ”interagere med produktionen”. Et kamera lokker også folk til, men folk vil meget sjældent filmes. Derimod er der ingen grænser hvad angår hujende pruttelyde.
Torsdag: En brillant overraskelse
Gårsdagens femtimers naturdokumentarer skulle i dag bruges sammen med produceren, Susie Painter. Susie underviste os i naturdokumentarernes historie samt hvordan naturdokumentarer har udviklet sig gennem tiden. Jeg anbefaler igen at se filmen ”100 Years of Wildlife Films, 2007”, idet den fint illustrerer, at naturdokumentarer har spundet/spinder vidt fra de mægtige Planet Earth til mere børnevenlige eller action prægede (i USA) typer af naturdokumentarer.
Efter frokostpausen, som i England er en hel time, fik vi særligt besøg. Producer Clare Gill kom forbi og stillede os til opgave at lave en fem minutters film til Brilliant Britain; en spritny serie der fejre England, Skotland, Wales og Det Nordlige Irland. Filmen skal produceres til sidst i november, hvorefter den vil vises på community TV i England (jeg skal gøre alt for at DK også kan se den). Min gruppe og jeg er nu i gang med at researche os frem til en historie, som vil være passende for filmen. Jeg har fået til opgave at håndtere den lydmæssige del af produktionen, mens de tre andre i gruppen håndterer kamera, redigering og research.
Fredag: Der lyt en lille lyd
Ingen undervisning. Dagen i dag har stået på test af (næsten) alt tænkeligt lydudstyr. Lige fra Sennheiser 416 til Røde NT4 Stereo Condenser til Sound Device 552 Mixer er blevet testet, afprøvet og leget med. Min gode ven Thomas Mould og jeg drog på eventyr på campussets parkeringsplads, hvor vi optog en dramatisk lydsekvens. Hele dagen gav et overraskende indblik i, hvad det indebærer at være lydmand/kvinde på en produktion. Ugens ”take-home message” må være: Lyt godt efter og tænk på de stakkels lydfolk, som leverer et altafgørende stykke arbejde til naturdokumentaren.
PS. Det er sværere at bringe 20 kg lydstyr hjem via bus end du tror.